Man siger altid at cancer ikke rammer en selv de nærmeste, men altid naboen. Det må jeg indse ikke holder stik mere. Nu har min stedfar fået konstateret cancer, og det er en cancer af galoperende form. Dvs at vi kun har ham blandt os efter lægernes udsagn, i ikke engang et år.

Manden ryger ikke, drikker ikke, spiser og lever sundt, men alligevel bliver han ramt. Der er bare ingen retfærdighed til overhovedet.

Min mor er knust, min bror er knust jeg er knust, og alle som kender Erik er knust. Det var et kæmpe slag i ansigtet at få en sadan besked fra lægerne. De mener ikke der er noget de kan gøre fordi det har spredt sig til leveren.

Den mand der altid har været der for mig når min biologiske far har svigtet vil pludselig ikke være der mere. Jeg ved godt at vi alle skal dø en dag, men han er kun 56 år gammel, og har stadig et helt liv foran sig. Jeg forstår ikke meninden med livet hvis det er de bedste der bliver taget bort først. Hold da helt op hvor gør det bare ondt.

Det er uretfærdigt og unfair, men jeg kan ikke trylle ham rask. Bare jeg kunne, så kunne vi alle være glade igen....

Bettina