Ja! Men spørgsmålet er, hvem der lytter?

Jeg har fået mange tegn på min livsrejse det sidste år. Når jeg slapper af og stoler på, at tingene kommer til mig - ja, så kommer de. Men når jeg går i panik og leder efter sikkerheder og garantier, så går det hele op i hat og briller. Så bliver jeg stresset og har lyst til at lægge mig ned og græde. Jeg har lyst til at føle mig som et offer for livet. Men det fører mig ingen vegne. Jeg må påtage mig den opgave, jeg har.

Da jeg havde sagt mit job op sidste år, fik jeg en måned efter en åbenbaring om, at jeg skulle til Israel, og måske aldrig ville komme til Danmark igen. Det var en besked fra de højere magter. Jeg skilte mig af med så godt som alt, lejede min lejlighed ud - og så tog jeg af sted. Jeg var dødbange det meste af tiden, men jeg vidste, jeg ikke havde et andet valg. Det var det vildeste, jeg havde gjort i mit liv. Efter dette følte jeg, at alt var muligt. Jeg fik tegn og hjælp undervejs - og jeg blev hele tiden ført videre til der, hvor jeg skulle være. Dagen kom også, hvor jeg fik følelsen af, at jeg kunne tage hjem til Danmark igen. Det var en vild dag. Jeg havde lært så meget i Israel - om livet og om mig selv. Jeg var ved at finde ind til den, jeg virkelig var.

Men jeg var stadig bange. For hvad var min mission i livet? Vi kan ikke vide det på forhånd - men én ting er sikker, og det er, at vi må gå vejen. Livet er en rejse, og vi skal være villige til at påtage os den opgave, vi har fået.

Hvor skal pengene komme fra i morgen? Jeg ved stadig ingenting. Men jeg giver min tillid til det universelle. Jeg stoler på, at de viser mig vejen og bringer mig de muligheder, der er brug for. Så længe jeg handler på det og tager de skridt, der skal til.