Jeg fik en besked fra en kollega i dag, der sendte mig på rutchetur igennem hele følelsesregisteret.

Hende:
"Hvordan går det med kærligheden?
Undskylder på forhånd mit næste spørgsmål.
Jeg kender en gift Kbh fyr som godt kan lide at mødes med smukke unge kvinder. Han kysser ikk så godt, men hvis du trænger vil han gerne mødes med dig. Er det noget for dig?"

Mig:
"Hahahaha, den hopper jeg over. Men tak for komplimentet."

Hende:
"Han tilbød ellers qmq, men sagde han kunne få dig selv."

What the actual flying F*CK!!!

Hvordan kan man - med respekt for sig selv, eftersom hun ringede og fulgte op da jeg reagerede på hendes sidste besked med larmende tavshed - finde på at spørge EN KOLLEGA om den slags? Det forstår jeg bare overhovedet ikke.

Jeg syntes først hun var gået over stregen! Så blev jeg ramt af den der tanke om hvad i al verden hun dog render rundt og tænker om mig - eller hvilken form for respekt hun (ikke) har for mig?!?

Jeg skal nok selv finde ud af hvem jeg skal knalde med, det skal hun overhovedet ikke, som i OVERHOVEDET ikke blande sig i..!

Virvarret af følelser holdt ret hurtigt op. At hun overhovedet kan finde på at spørge, siger MEGET mere om hende, end det gør om mig.

Den respekt jeg havde for hende, er fordampet som dug for solen.

Lucky me, jeg har fire dages arbejde sammen med hende i næste uge og jeg har ingen mulighed for at komme ud af det, med mindre jeg pjækker. Dét kunne jeg nu alligevel ALDRIG finde på..

Jeg er rystet.. Sikke da en idiot..

Resten af aftenen skal gå i mit eget selskab på min sofa..
Jeg er blevet god til at sidde her, nyde det og slappe af..
Det giver energi til dagen efter..

Flimmerkasse, et koldt glas Pepsi Max, op med stængerne og bare...aaaahhhh...

Roger over..