Egentlig er jeg bare en forvirret 10-12 eller 20-30 årig der aldrig har fundet ud af "det" og nu indser det.
Indsigten har bygget sig op, og gravet sig ind gennem mange hundrede dage og tusindvis af timers spekulationer over hvorfor og hvordan, eller hvad nu hvis eller hvis ikke, ikke ved jeg, og vil ikke sige andet end at mit liv ville have forløbet på en anden måde hvis jeg i bestemte situationer havde handlet på en anden måde end jeg gjorde der og da. Men det gjorde jeg ikke og livet og universet er som det er, når jeg siger som jeg gør "universet er som det er" og det er fordi jeg handlede som jeg gjorde vil mange ryste på hovedet, men havde jeg ikke handlet som jeg gjorde, ville mine sønner ikke være født. Jeg ville have fået andre børn og mine sønners mor ville have fået andre børn - alt ville altså have været anderledes, hvordan kan jeg ikke vide. Men det er vel temmelig sikkert at dette ikke ville være blevet skrevet.
Ingen skal beskyldes og være skyldig, men heller ikke nogen skal frifindes for at det blev som det blev, alle der har berørt mig har haft indflydelse på mit liv ligesom jeg har haft indflydelse på alle de liv jeg ha berørt. Enhver handling har en konsekvens. At ikke handle er også en handling der har konsekvens, så de der påstår at min elendighed er selvforskyldt siger ikke noget usandt, men jeg er ikke alene om at have skabt elendigheden jeg er så træt af.
I min dysfunktionelle familie bad man aldrig om hjælp vi skulle klare os selv og vi kunne det - troede vi - , så når noget gik galt var det altid "de andres fejl" vi havde ikke gjort noget galt, modgang var uretfærdigt og skyldtes udenfor liggende omstændigheder så der var ikke noget at stille op ingen grund til at kæmpe imod naturens orden.