Onsdag aften i Billund lufthavn kravlede jeg ud af flyveren, ud i den spidse kulde og min mors spinkle lident begejstrede figur stod ventende i ankomsthallen. I bilen på vejen hjem kørte hun anspændt i mørket med hvide knoer kl 10 minutter i to på rettet. Korte afstumpede sætninger blev udvekslet mellem os. Mens jeg kæmpede en kamp med tårer, der insisterede på at sløre udsynet, og tilsidst ramlede ud over kanten i et vådt sammenstød med kinder og makeup. Det skjultes af mørket den første lange del af den flade vej, men min mor opdagede det selvfølgelig, blødte lidt op og spurgte forsigtigt ind. Og jeg fik indrømmet, at jeg slet ikke havde lyst til at komme hjem. At jeg ikke orkede julen, familien, spørgsmålene og forventningerne. Det var ligesom lidt en forløsning, for da jeg først trådte ind af døren til det lille byhus med en logrende gravhund, julepynt og varme i gulvet føltes det hele pludselig overvældende rart og hjemligt. Jeg indtog pigeværelset oppe under spærene og kunne om aftenen for første gang i to måneder kravle i en rigtig komfortabel seng under et stort og varmt quiltet sengetæppe. Med mors varme nybagte hveder med ost og smør og en kop varm kaffe lunende i maven.

Samme dag, lige før jeg forlod det gamle viktorianske hus, havde jeg set et jobopslag som temmelig præcist rammer min profil, som er lidt sammensat. Da jeg trådte ind i byhuset med det røde tegltag senere samme aften tikkede en sms ind fra en god veninde. Hun havde set selvsamme opslag og anbefalede mig at søge det, da hun kendte lidt til firmaet og mente det var søde mennesker og et godt sted. Jeg spurgte straks lidt kækt tilbage om hun kunne lægge et godt ord ind. Og næste morgen fik jeg en besked fra hende, at hun havde fået hendes chef til at kontakte chefen for den opslåede stilling, og gøre opmærksom på, at de skulle holde øje med mig i bunken. Dejligt. Nu skal jeg have den ansøgning ekspederet. Ergo tænker jeg at jeg har en fair chance for i det mindste at komme til samtale.... men den sidste tid har lært mig, don't get your hopes up. Stillingen er dog i Århus. Men jeg er ligeglad. Lige nu flyttede jeg gladelig til Sibirien eller donerede min nyre, hvis det kunne give mig en levevej og noget fornuftigt at rive i.

Samtidigt er to afslag tikket ind på mailen. Merry fucking christmas siger man så bare. Det farlige er, at hele mit håb er pindet op på ét søm. Jeg har faktisk ikke synderligt lyst til at tage tilbage til London, ligeså lidt som jeg havde lyst til at tage hjem fra London, ligeså lidt har jeg lyst til at tage tilbage. Men status quo er stadig the unknown unknows. Mit største julegaveønske? Arbejde, retning, vished og ro.