Nej nu skal jeg bare have luft……… Ugh hvor er jeg træt af at være usynlig som kvinde… Død træt, irriteret og på grænsen til at springe i luften, som en vulkan der spytter sin lava ud over alle kanter……. Men hvad gør jeg… Jo jeg smiler og samtykker, imens mit indre KOGER… Hmm

Grunden til min irritation ligger i, at jeg er så heldig at være gift med en handyman !! Det er i sig selv prisværdig at han ikke består af 10 tommelfingere, og er ej heller bleg for at give sit besyv med til at få det til at fungere her hjemme.

MEN hvor er jeg træt af at høre – Nej hvor der det flot CLAUS, hvor er DU dygtig CLAUS, tak for mad, det smagte rigtig godt CLAUS osv. osv. Og så sidder jeg og i mit stille sind og tænker – nå ja det er MIG der er den kreative og som får ideerne, det er MIG der i store træk bestemmer hvordan ” hans ” projekter skal se ud og vejler materialerne, og det er MIG der vedligeholder og rengøre, men det ses jo ikke…

Jeg er bare træt af føle, at folk skal hæve Claus over mig på den måde, og nej jeg er ikke jaloux, men bare irriteret. For gu er han da dygtig, og jeg værdsætter ham utrolig meget, men hvorfor skal der lægges tryk på CLAUS hver gang, som om jeg er en fiasko der skal være taknemlig for at hav en mand der kan og gider – hvad jeg selvfølgelig også er Men men men uggggghhhhh

Jeg ved ikke hvorfor at der er gået en djævel i mig, for hvis nogen er dårlig til at tage imod ros, ja så er det mig……. Men en plaster på såret er at Claus er god til at rose og værdsætte mig ;-) Men nogle gange har man bare brug for, at andre også siger at jeg også kan…

Måske skulle jeg starte med at trække folk ind til mine skabe, hvor der næsten er militærisk orden ;-). Eller måske skal jeg bare dele alt den ros til CLAUS i to, og så tænke i mit stille sind, at både han og jeg ved at vi begge er berettiget, og at den ene er ikke er mere værd end den anden..

He he jeg vil lige fortælle en lille historie.. For lang tid siden var min søster, en veninde til hende og jeg ude og spise, da vi var færdige kom tjeneren hen og spurte om maden havde smagt imens hun fjernede tallerknerne. Jo det havde skam været rigtig godt, men så kunne jeg altså ikke dy mig, og sagde - at hun endelig skulle hilse opvaskeren, og fortælle at det var nogle flotte rene tarlerkner…
Hendes ansigts udtryk kan jeg ikke engang beskrive, men det var guld værd ;-) Det skal lige siges at det var Michelle der var opvasker på stedet, men tjeneren kendte ikke mig..

Michelles arbejde som opvasker, var jo grundlaget for et godt spisested. For ingen rene tallerkner, ingen gæster ;-)

Nu er luften vist fiset ud af ballonen, og jeg kan smile af min tåbelige tankegang.

Min dagbog er MIN bundløse skraldespand……