Det er underligt at se sig selv i spejlene. Nogle gange... Jeg mener det er sig selv specielt at have en "magisk" glasagetig flade, som som viser en selv på en måde man ellers ikke kan fra naturens side af. Og nej jeg tæller ikke kameraer med! Jeg mener, man går rundt hverdag uden "at vide" hvordan man ser ud. Man går bare ud fra, ud fra ens hukommelse at man ser cirka, nogenlunde sådan ud, som man er beskrevet. Når man kigger i et spejl, ser man hvad de ser. Hvis ikke det er et forringet billed fra et vindue, glas eller vand. Det er altså en sjov tanke alligevel, hvis man tænker over det. Nogle "driller" med at sige at det er ens indre tvilling, eller en anden dimension, hvor vi hver tror det er et spejl, men det i virkeligheden er to ens personer. Nej, jeg tror på at det er os selv, især fordi det er den mest behaglige tanke.
Men som nævnt før, en sjov tanke at se sig selv i en galsagtig flade.