Nej, det her kan bare ikke være meningen. Jeg blev ringet op af den stores gymnasium før sommerferien: Massivt skriftligt fravær. Som hun havde løjet om for mig. Samtale med studievejleder, der blev lovet bod og bedring. Og så igen i går: Opringning fra mentorlektoren. Ungen har ikke været i skole en uge. Mens der var AT-forløb. Jeg aner ikke, hvordan hun har tænkt sig at skrive AT-opgave nu, forhåbentlig vil hendes mentorlektor fortælle hende det i morgen til den samtale, han har indkaldt hende til.

Jeg er så træt af det. Træt af hendes løgne, hendes lukkethed, hendes evindelige, idiotiske forestilling om, at man kan ignorere problemer væk. Hun har en evne til at føle mig som verdens elendigste mor. Få mig til at fortryde, jeg nogensinde fik børn.