Jeg har lånt Isabella Miehe-Renard "På" fra Ballerup Bibliotek. Hun var tidligere kendt som studievært på Eleva2ren på TV-2 - og til sidst "Bestseller" på DR-2. Har egentlig ikke set så mange af hendes udsendelser. - Men hun er ligesom jeg depressionsramt - og jeg synes hun beskriver fornemmelsen af depression rigtig godt. Håbløsheden mens det står på, og en dejlig fornemmelse af at være genfødt, når man er ovenpå igen.

Det er selvfølgelig trist at man så senere falder sammen igen. Desværre har jeg selv det meste af tiden i de sidste otte år været ramt af langvarig ulyst og energiløshed, og var også for et par år siden indlagt. Og for tiden er jeg inde i sådan en depressiv periode. Det kan navnlig ses på mit hjem, hvor der både er beskidt og rodet. Og den personlige hygiejne og det at få ordentlig mad, ligger det bestemt også tungt med.

Jeg har prøvet både piller og psykoterapi. Måske har det hjulpet - måske ikke. Forsøger nu med noget, der hedder moclobemid, da den mere kendte ting, cipramil, remeron, efexor osv ikke har hjulpet på mig.

At jeg skriver dette her, er også et forsøg på at bryde den isolation, som depressionen bringer mig ud i. Det er også en slags oprør mod tilstanden. - Alene det at jeg har kunnet skrive denne her tekst, giver mig håb. Skal dog passe på ikke at forvente, at det hele er overstået i løbet af et par dage. Skuffelsen over at det ikke bliver sådan, kan kun gøre tingene værre (hvilket også Isabella beskriver).