Hey dagbog, jeg snakkede med en irl idag, om mig og mit syn på livet. Hun spurgte om livet stadig var noget lort, og det kunne jeg kun sige ja til.

Vi snakkede om folk der skrev til mig, hvor hun mente af folk naturligt ville skrive, når de læste mine ord om det..at de ikke bare kunne lade mig værre..hvor mit argument for det er, at A, folk forstår mig ikke rigtigt, eller sådan som jeg har det..de forsøger at klemme mig ind i deres psygologiske teorier..men den går ikke, for jeg har det fint med mig selv, det er det at jeg ikke fik det jeg drømte om. Igen anden ting kan nogen sinde erstatte det. Nå men det jeg ville ind på, var at det er meningsløst at skrive uanset hvad, for kan man ikke opfylde min drøm,..ja så kan man intet for mig aligevel..

Så ved jeg godt at folk kunne komme med skrive det ene og det andet..men jeg søger ikke mere..toget er kørt..jeg står alene på paronen..og ingen ting kan bringe det tog tilbage..og der kommer ikke noget nyt.

jeg kan iøvrigt ikke tage den teori at andre ikke kan gøre en lykkelig..der ville ikke være noget problem for mig af nogen art, hvis jeg havde en pige..alt andet er jo ligesom underordnet for mig..så var spørgsmålet der, jamen hvad så hvis hun efter noget tid gik fra dig...lige meget, jeg ville stadig være glad..det er ikke noget problem,..problemet er aldrig at have haft en...aldrig rigtigt at være blevet elsket...uanset hvor meget du elsker dig selv..ved man, at du er den eneste i verden der gør det...men folk er døve og blinde..de fatter aldrig noget.

og det er den sande tanke om, at ingen nogen sinde har elsket mig nok til at ville være sammen med mig der findes og består..hvis det ikke var fordi den var sand,..ville den ikke eksistere! Fandt jeg derfor en, ville den blive knækket..