Mit liv nu og her er temmelig rodet, indviklet, men det kunne være rart hvis nogle egentlig forstod mig i stedet for at sige mig imod.
Jeg vil gerne begynde fra starten af.
For ca. snart 2 år siden, blev jeg kæreste med denne fantastiske mand. Jeg havde aldrig selv troet på vi skulle være kærester, for vi havde kun sex, og troede kun det var det han ville. Men jeg blev overrasket, for kun efter 6 dage, blev vi kærester. Jeg elskede ham fra aller første dag. Sommeren gik, vi var på ferie sammen, oplevede ting sammen, var sammen dag og nat, og nat og dag. Jeg skubbede alle andre til side for hans skyld, mine venner, min familie og dem der holdte af mig. Kun fordi jeg ville være sammen med ham, han gav mig tryghed. Han er den eneste mand jeg nogensinde har stolt på, og stoler på. (min far er alkoholiker, og har aldrig været der.)
Men natten til nytårsaften, besluttede han sig for at det skulle altså bare være slut. Han ville ikke mere. Jeg har aldrig nogensinde været så knust før i hele mit liv. Jeg tog nogle piller, og truede med at putte dem i munden og sluge dem, hvis han ikke blev ved mig. (dumt, ved det.) han svarede ikke, og jeg puttede pillerne i munden, han tog hele hånden ind i munden på mig, og fik hevet dem ud. Han holdte om mig, og jeg græd, og hulkede, jeg fattede ikke det var slut.
Dagen efter, altså nytårsaften, tog han hjem om morgenen. Han kom igen d.1. januar, fordi jeg ingen anelse om hvad jeg skulle gøre, jeg spiste ikke, jeg sov ikke, jeg lå bare og græd konstant.
Da han kom, lagde jeg mig bare ind til ham, jeg fik min tryghed igen. Problemet er bare at vi havde sex, vi elskede, havde samleje, kneppede, bollede kald det hvad i vil. Jeg græd da vi var færdige, for sådan skulle det bare ikke være. Vi var ikke kærester, han skulle bare komme så vi kunne få snakket om det.

Vi blev enige om at være venner med fordele, altså bollevenner.(bare for at skære det ud i pap.) Jeg troede vi ville finde sammen, fordi han stadig sagde jeg var sød, dejlig og alt det der. Men vi fandt ikke sammen. Jeg følte at der lå et kæmpe pres på mig, at jeg ikke kunne magte mere i mit liv. Så sidst i januar, tog jeg en håndfuld piller, og endte ude på sygehuset.
Dum som jeg var, var det eneste jeg tænkte på, var ham, om han kunne tilgive mig, om han kunne tilgive det jeg havde gjort. Han besøgte mig ude på sygehuset, og var der og holdte mig i hånden, og fortalte mig at det hele nok skulle gå, at han nok skulle være der for mig, når jeg kom hjem. Da jeg kom hjem 2 dage senere, kom han og sov ved mig, han gav mig min tryghed tilbage.

Vi blev ved med at ses, som bollevenner et par gange om ugen.
Det varede sådan indtil sommeren, hvor han egentlig gik fra mig, og ikke ville ses mere, for min egen skyld, så jeg kunne komme videre. Men jeg kom ikke videre, jeg græd, jeg sov, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. 1 senere, skrev han, og vi så hinanden en uge efter det, og vi gik fuldstændig tilbage til det, vi ikke skulle tilbage til. At have sex. (selvfølgelig kunne jeg sige nej, men jeg kunne ikke.) Igen fortsatte vi sådan, og da han fik kæreste på, blev jeg elskeren. Jeg blev hans affære. ( Og undskyld, hvis du læser det her.) Han var mere sammen med, end han var med sin kæreste. De slog så heldigvis op 3 måneder efter, og nu ser vi stadig hinanden, som bollevenner.

Der er mange der ikke kan forstå hvorfor jeg ikke bare giver slip, men det jeg er bange for, at hvad det ville gøre ved mig igen, om jeg prøver på at begå selvmord igen. Jeg tror ikke jeg ville kunne håndtere at være alene..
- Jeg undskylder for denne meget lange, og uoverskuelig dagbog, men havde brug for at fortælle det.