Endnu en erkendelse.

Det der ferie-noget er lige så smart som det er u-smart.

Jeg sidder (godt nok på job, men stadig) og ser tv. Klokken er snart ni.
Hele den indre mekanik sukker efter kærestefyren, som sidder hjemme og arbejder.

Føler at vi skulle sidde sammen og sukker ovenpå dagen, sove hele natten sammen og hygge om morgenen. Jeg ved ikke om jeg savner det, eller mangler det, eller om jeg bare er hysterisk. Og det er jo ikke fordi at det aldrig sker! (Og netop da den sætning var afsluttet med udråbstegn kom jeg i tanke om sidst vi så film, jeg faldt i søvn, og vi snorkede til den lyse morgen..)

Den indskudte tanke må være et godt tegn, ovenpå hvad jeg har lovet mig selv om positive tanker i forhold til forholdet. Og det ser jo så heldigvis ud til at virke. Det kræver godt nok lige at jeg sætter mig ned og begynder at skrive før tankerne rammer, men når de gør, jamen så varmer det helt ind i hjertet.

Hans ansigt når han sover. Når han lige er vågnet, og ligger og brummer. Når han vil putte. Når hundene på den ene eller den anden måde ender oppe hos os, og han begynder at snakke om vores lille familie. Mig, ham og to hundedyr.

Og der vil jeg så holde inde, og nyde at jeg i grunden er vældig lykkelig..