Hvordan kan det være muligt at elske en i 8 år? Hvorfor kommer man ikke videre og lader det ligge? Altså, jeg var ung og har været sammen med andre end ham. Men hvorfor er det at tankerne altid glider tilbage til ham? Hvorfor holder jeg fast i kærligheden, i smerten og i ham? Hvorfor tænker jeg ikke pyt og kommer videre. Det er for fanden 8 år siden vi var kærester.

Hvorfor gør det så ondt at du ikke er min og er sammen med en anden? Hvorfor græder jeg i alle mine branderter og siger at jeg savner dig og jeg elsker dig? Hvorfor er det lige at du og min kærlighed til dig har SÅ meget magt? Hvorfor kunne vi ikke prøve og se om det fungerede? Hvorfor skal jeg pines... Du må jo også se noget godt ved mig og ved os, når du har været manden jeg har haft en affære med, når du ringet og bedt mig hente dig fordi du savnede mig, når du laver mad til os, sætter en god film på og lader mig sove ved dig i mine branderter. Når du kysser mig intenst, når du holder om mig om natten og siger at jeg må blive så længe jeg vil.

Det hele er indviklet, forvirrende og problematisk. Mit ægteskab, dit forhold. Vi kæmper imod, men i hvor lang tid kan vi gøre det før det hele kulminere?

Du er som en afhængig, en addiction, et stof som jeg har brug for, du er den manglende puslespilbrik i det store hele. Du er min, du var min, du er ikke min - men hvornår giver vi op? Hvornår erkender vi de følelser der er, eller får snakket om at få det hele lukket ned - som er at AL kontakt, snapchat, facebook, SMS er et no-go.
Hvornår lukker døren?