Kære dagbog.
Jeg er faktisk glad.. for en gangs skyld.. selv om jeg snakkede med Nicolai i 1 time og 32 minutter i går.. Jo jeg er forvirret men ikke nær så meget.. for jeg har fået af vide at han ikke selv ved hvad han føler... hvordan ved ikke om han er forelsket eller det bare er en ven.. han er forvirret.. og det gør mig glad.. Ja okay det lyder ondt.. men det betyder at det jeg kan se på ham er sandt! For når han siger han ikke kan li mig kan jeg se på ham han lyver.. at det gør ondt at fortælle.. når han ser på mig face to face ser jeg en kærlighed i hans øjne han prøver at skjule.. Og i stedet for at protestere når jeg giver ham dårlig samvittighed.. Kikker han bare ned.. og altså... JEG er den eneste han har vist følelser for.. den eneste der har mødt hans familie.. den han åbenbart syntes er den flotteste af alle han kender! han bekymre sig om mig. Altså han kunne jo lige så godt tage mig i hans arme og kysse mig! det er jo så tydeligt at det ikke er til at overse! og derfor er jeg glad.. fordi jeg endelig ved hvad han føler! Fordi jeg elsker en som elsker mig... Hans storebror bliver ved at sige Nicolai og jeg passer så godt sammen, og jeg ville være så god for ham! Nu må jeg bare vente på at Nicolai faktisk finder ud af han elsker mig! Jeg tror det er det der kan få mig til at smile.. det der kan få mig til at snakke med ham uden at begynde at stortude! Jeg er glad men ikke lykkelig.. og det gør heller ikke ondt mere når jeg ser på ham! Jeg er bare glad...

-Julie