..til min fødselsdag. Spurgte om Nus ville med, ville fejre den herovre bare os, eller begge dele. Lang diskussion. Føler sig presset til at tage med. Bliver den sure ovre i hjørnet.
PRÆCIS de samme argumenter som sidste år.
"Bliver bare deprimeret omkring jul og fødselsdage, og sådan er det altså", var det ordrette melding fra ham.
Fair nok. Han har andre forhold til sin familie end jeg har - kan ikke rigtig se hvordan det er mit problem, men ok, jeg respekterer.
Hvis det er sådan han har det, jamen så kan jeg ikke rigtig se nogen grund til at fejre sammen med ham overhovedet.
Må finde ud af om jeg inviterer venner eller bare tager til Fyn dagen før, så jeg kan vågne på selve dagen til skøn morgensang og bagerbrød.
Jeg er hidsig indeni. Jeg kan ikke forstå hvordan det er "mindre" for ham at tage på en hel ferie sammen, end det er at få overstået et familiebesøg på sølle fire timer.
Jeg gør mit bedste for ikke at vise det, og lade som om at sagen er endeligt debatteret.
Jeg gider ikke engang ha' den gave han havde tænkt sig at give mig! Det kan være fuldstændig lige meget. Har fået et alvorligt anfald af "det-hele-kører-i-ring-og-gentager-sig". Hvis han alligevel bare har tænkt sig at snyde mig igen, jamen hvorfor skulle jeg så overhovedet bruge krudtet?
Grr!!!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.