Egentlig ville jeg gerne skrive noget om, hvordan jeg føler, men for tiden føler jeg sgu ikke noget. Jeg mærker efter. Nææ. Ingenting. Min mave rumler, den er blevet spist af med 1 skive rugbrød og 3 gajoler. Det rækker inganstans. Den brøler af tomhed. Mit liv er bare et stort vacuum. Orkanens øje. Limbo-life. Et venteværelse, hvor tiden bare passerer mens jeg bladrer mig igennem andres liv i jordslåede udgaver af Familie Journalen, og af og til kaster et blik på sekundviseren. Jeg savner selv de frygtligste følelser. Sorg og Ulykkelig Forelskelse. Der er noget selvrensende i at være sådan knugende ulykkelig. Man lever i det mindste. Man kan krølle sig sammen om sin smerte og være ét med den, indtil man er klar til at genopbygge sig selv. På en eller anden måde er man tættere på at leve, når man bare gerne vil dø og forsvinde. At skrive dette, er som sms'e direkte til fru Nemesis, håber hun har telefonen på lydløs, og ikke opdager min lille søndags-hybris.

Jo, jeg føler måske noget. Jeg kan mærke et eller andet derinde bag mavevoldene. Et lille stik. Men det er mere som en svirrende irriterende flue. Den sætter sig aldrig til rette længe nok til at jeg kan beslutte om den skal leve eller dø.

Nu har jeg lige kastet to yogurter og en müslibolle ned i Brøndumsnapsemosen. Jeg burde spise ordentlig, jeg burde passe på mig selv. Og hvorfor skal vejret egentlig være så forbandet godt i dag? I dag, hvor jeg føler mig som en sur og tilsnottet indeklud. Der er ikke noget værre end at være forkølet når det er godt vejr. Mine øjne tåler ikke dagens lys.

.........................................

Hvor jeg før feberfrøs, så febersveder jeg nu som var jeg i finsk sauna og blev pisket med birkeris. Måske er det ingefærteen? Måske er det sygdommens exit fra min krop?

Jeg er begyndt at læse 'Når snerlen blomstrer'. Har altid været Bjarne Reuter fan og det er et godt gensyn. Den sidste bog jeg læste var Løgnhalsen fra Umbrien, hvor sproget og humoren tvinder sig sammen til en burlesk rejse – derefter købte jeg også den Iranske Gartner. Men den fik jeg aldrig læst færdig. Humoren virkede tænkt, overdrevet og forceret, anstrengende i længden.

I min snotudstoppede hjerne er der slet ikke plads til ugens program. Jeg har planlagt alle mulige møder med folk, som jeg håber kan hjælpe mig på vej. Vildt seje folk. Og jeg burde være sådan frisk, tjekket og på, være sådan helt skarp i spyttet omkring, hvad det er jeg kan og vil. Efter en weekend med fest, alkohol og tomhed og efter jeg så bonderøven i dag, tænkte jeg, at jeg allermest har lyst til at sidde i et lillebitte hus på en bjergtop i Frankrig og skrive og leve et stille liv, passe en tomatplante eller noget. Sådan simple life.