Har ringet og talt med lægen i dag. Han fik mig presset ind på en tid onsdag i næste uge. Måtte opgive med at køre i aftes pga. smerter. Har også ringet til områdecenteret hvor min far er tilknyttet. Han har været ude at gå igen og haft en ide om at der har været nogen fremmede i huset. Er ked af det og frustreret, og ikke mindst bange for hvor det bæger hen med ham. Heldigvis skal vi snart til ind til neurologen, som så forhåbentlig kan svare på nogen af alle de ubesvarede spørgsmål jeg efterhånden har. Hvis situationen fortsætter med at udvikle sig, er jeg alvorlig bange for at det ikke bliver nødvendig at se efter egen bolig til ham. Og igen hvis det sker ( der er mange hvis´er ), så er jeg bange for at løbet er kørt for ham, da han er så stærkt tilknyttet hans hund, at det vil være det samme for ham at undvære den, som at miste en ægtefælle. Det har været et hårdt slag for ham at blive syg, stoppe med at arbejde, og nu også have hans hus til salg. Hvis han så også bliver ” frarøvet ” hans sidste holdepunkt, er jeg bange for at han giver op. Kan ikke lide at male fanden på væggen, men er nødsaget til at tænke realistisk, uanset hvor ondt det gør.
Var derhjemme i går. Havde købt en rem til hans briller så de kan hænge på brystkassen, i stedet for at blive væk for ham. Må se om han kan affinde sig med det. Kunne høre hunden i haven da jeg kom ind, men ikke se ham. Gik igennem den store stue og ud til hunden. Observerede noget tøj liggende i en bunke midt på gulvet. Troede han også var i haven, selv om det ikke er der han opholder sig mest, da hunden ikke reagerede på at jeg kom ind. Den plejer at være meget obs. på at fortælle min far at der kommer ” fremmede ” ind, også selv om det er mig. Gik ind igen, og fandt min far i den lille stue. Ved ikke om han havde været på toilettet da jeg kom, for han var der ikke da jeg kom ind i huset. Spurte til tøjet på gulvet, men han vise ikke hvorfra det kom. Fortalte at der også lå noget på hans seng. Nævnte at det måske kunne have været de fremmede mennesker som havde inde i huset, men han viste det ikke. Fik hængt tøjet på plads, og tilsluttet en anden tlf. i soveværelset.

Er ked af at jeg ikke kan dele bekymringerne med min søster, men også fandenivoldsk negativ over hvor let hun har det. Tror faktisk ikke altid det er nemt at være hende, men hellere være stædig end at tabe ansigt, specielt til mig. Hun har altid sagt at hun beundrede min styrke og kampgejst, men forskellen på hende og jeg er, at jeg nægter at give op. Indimellem er jeg nede og bide i gulvtæppet, men jeg rejser mig igen – uanset hvor sort det ser ud. Kan og vil ikke acceptere at lade stå til, og overlade problemerne til andre, og så håbe på det bedste.

Jeg er begyndt at få lidt sommerfugle i maven over at skulle til konfirmation på lørdag. Det bliver helt vild spændene at se / gense min fortid. Vi har efterhånden lært hinanden og hver vores familie rimelig godt at kende via mail. Fik købt sko i går, så nu det også på plads. Ville også gerne have været til frisør, men orker ikke at skulle sidde i stolen så længe.

Kan mærke på min ryg, at hunden gerne vil en tur i skoven ;-)