Det virker så svært. At bryde uønskede handlemønstre. Det første skridt er selvfølgelig at opdage mønsteret - og ikke bare tro, at "sådan er det bare, og det kan ikke være anderledes".

Jeg har for nogle år siden fået øje på et mønster, som jeg kan se, at jeg har haft, siden min allerførste rigtige kæreste kom ind i mit liv, da jeg var 18 år. Og jeg fører det stadig videre. Dengang havde jeg ikke en anelse om, hvad det var der skete med mig. Hvis jeg ikke fik nok opmærksomhed fik jeg en virkelig hård knude i maven, følte mig afvist, blev virkelig rasende og ønskede bare, at jeg kunne sige til den idiot (min daværende kæreste) at han skulle skride. Jeg tog det dybt personligt - kunne nærmest fornemme hvordan han bare hånede og pinte mig ved ikke at give mig nok opmærksomhed. Interessant, ik'?

Og jeg har oplevet det mange gange siden. Der skal ikke meget til - så tolker jeg på en mands manglende opmærksomhed og føler mig latterliggjort fra den ene dag til den anden. Det skal dertil siges, at jeg er stødt ind i en del mænd den seneste tid, hvoraf flere den ene uge er helt vildt "på", kommer med komplimenter og opmærksomhed i store doser, for den næste uge at skrue ned på et minimum. Jeg har lært mig ikke at hænge på, hvis jeg fornemmer at en mand trækker sig. Jeg er selv dårlig til at sige fra, hvis jeg mærker en dalende interesse, så jeg kan selv finde på, blot at holde folk hen. Tsk tsk - ved det godt og arbejder på at blive bedre til at melde ud. Jeg ville så gerne, at jeg mødte en mand der bare tog det stille og roligt, for jeg ved hvor skuffet jeg bliver, når alt det øregas til sidst viser sig at være netop det. Jeg har netop afsluttet et kort bekendstkab med en mand, fordi jeg endelig har lært det - at være tro mod mine behov. Jeg kender mange af mine behov og ved, at selvom jeg kan lide en person, så nytter det ikke, at vi ikke swinger på de vigtige punkter - det handler både om fysisk nærhed og deciderede seksuelle ønsker. Jeg er ikke god til det, men jeg bliver bedre, jeg har så svært ved at sige ”nej tak” når jeg jo egentlig godt kan lide folk... Ham her var det så lidt nemmere med, fordi han i den første uge netop var helt oppe at køre og den næste uge meget mere tavs, uden initiativ til at ville mødes. Og jeg kan ikke lade være med at tænke "hvad kan ændre sig så hurtigt". Jeg kender udtrykket "narref****", men jeg må til at finde på et udtryk for de mænd, der lukker så meget mundgejl ud, at man skulle tro at det var løgn. For hvorfor sige skønne ting, der ikke passer? Jeg synes hverken jeg er specielt naiv eller støder ind i nogle fjolser af rang. Hvad mon der sker i hovedet på disse mænd????

Jeg forstår det virkelig ikke, men jeg er endnu ikke nået dertil, at jeg nogensinde har stillet nogen af disse mundgejludøsere til regnskab, for det de har sagt. Det ville da være for pinligt at skulle sige til nogen ”men hvorfor sagde du så...”... ynkeligt og pinligt (mon noget af svaret hos mig ligger der?)

Og hvor kom det med mønsteret ind? Jo, jeg tror ikke jeg kan tåle al den opmærksomhed den ene uge og mindre den anden - hvis jeg ikke kender folk, så fornemmer jeg meget hurtigt at noget må være galt og have ændret sig. Jeg bliver barnlig og venter bevidst med at svare på de sparsomme sms, skriver farvel-sms, som jeg ikke sender eller gruer over, hvorfor den anden bare sidder derhjemme og griner af mig og ikke synes at jeg er værdig, smuk, sød eller dejlig nok til at få lidt kontakt. Og det er ikke fordi jeg ønsker en masse sms, telefonopkald eller mails – bare en behørig interesse. Og når jeg skriver det, så kan jeg godt se, at der er to forskellige situationer. Ham jeg lige har kendt, har jeg gjort det rigtige med – det var et match, men ikke 100% - og det med at tolke og vende konklusionen indad (hvis jeg bare var lækker, sød, smuk nok ville han give mig mere opmærksomhed eller han håner, piner og latterliggør mig med vilje).

Jesus – det ser da helt vildt ud. Hvis jeg havde nogen form for psykologisk indsigt, ville jeg mene at sådan nogle tanker og reaktioner handler om lavt selvværd – men det mangler jeg da vel ikke? Der er sgu nok at tage fat på i et helt liv...:o)

Skal ud og hygge med veninde – sushi og bio, mums.