...gud hvor er det kedeligt, alt den krise snak. Fantastisk som et memnneskabt system kan lægge et samfund ned. Når dansen om guldkalven ophører bliver alle ulykkelige.
Og på mit job viser trætheden sig. Folk er mere syge, modløse og tør ikke tage nye valg. Usikkerheden sidder i alle. Er den næste besparelse...måske mig?
Og hvor er det trist at se de mange butikker dreje nøglen om. Her handler det om at holde hver klingende mønt tæt til kroppen, istedet for at støtte de lokale butikker. Der er jo ikke lommer i den sidste skjorte.
Hvor er det underligt som penge påvirker folk, negativt. Hvorfor vender man ikke tingene om, griber til de mange små glæder og gør dem til store glæder, gør livet til en fest. Ingen ved hvor længe man har muligheden til at feste.
Jeg er også ramt af krisen på mit jordiske gods...det har snart tabt hele sin indre værdi. Stavnsbundet til et sted. Først blev jeg så forbandet arrig, at ydre omstændigheder og såkaldte rigmænd skal lege med vores alles ve og vel, at dette skal forme mit liv uden jeg har haft indflydelse. Men jeg vil ikke lade mig påvirke...pengene er små, men jeg har mit liv og kreativitet. Den vil jeg folde ud i fuld flor.
Det er altid de sultne og fattige der udvikler kreativitet og opfindsomhed. Det er dem der skaber kultur. Det er sjældent en fedladen og doven murstens millionær.
Jeg vil være optimistisk.