Jeg har glemt hvilken dag det skete, men jeg tog konfrontationen med ham.

Lukkede alle mine irritationer ud og da han spurgte om jeg ville have at han gik, nikkede jeg.

Hans korthus væltede antageligt. At han ikke vidste hvor han skulle tage hen. At han ikke ville være sammen med andre end mig. At han ærgrede sig over, hvor små ting det var jeg var blevet sur over, men omvendt at han godt kunne forstå det.

Det farlige kom da han bad mig holde om ham.
Dumt.

Han er her stadig, bortset fra at han er smuttet i et par timer, så jeg kan lave lektier i fred, uden at have dårlig samvittighed over at skulle glo på ham, der som oftest bare sidder og venter på at jeg bliver færdig. Plus point.

Men min mavefornemmelse er bare SLET ikke overbevist.
Jeg ved ikke om jeg kan grave følelser frem, eller om irritationen fik kogt dem ud.

Jeg væver rundt. Måske er det unfair overfor ham.
Men omvendt er jeg også nødt til at være fair overfor mig selv, hvilket er vigtigst.

Jeg er "stadig" sammen med ham, fordi jeg fik ondt af ham?
Hvor er hensynet til mig selv henne der?
Jeg ved ikke hvorfor jeg "beholdt" ham.
Jeg arbejder på at finde ud af, om det var en god idé.