Kunsten at bestige bjerge...

En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
12 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
11 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
10 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
6 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
16 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
7 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
9 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
7 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
11 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
7 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
10 år siden
Vand
Halina Abram...
7 år siden
Lidt af det ene og det an...
Michala Esch...
17 år siden
Hejsa

Tror bare alt er ramlet ned i hovedet på mig på én gang. Nu synes det som om jeg skal bestige et bjerg for at kunne komme videre. Og det er ikke næmt skal jeg hilse at sige.

En nær person har lige set en mand dø, hvilket naturligvis har sat sig dybe spor, og så må jeg jo prøve om jeg kan rede trådene ud så godt jeg kan. Ikke at jeg har noget imod det, men hold kæft hvor er det hårdt. Vi snakkede i 1½ time i går, og jeg var bare ødelagt. Det er så hvad det er.

Skolen går ikke helt så godt som jeg gerne ville tro. De bliver ved med at lave om på tingene, og de udskyder de ting de laver planer for konstant, underviserne er sjældent forberedte. De er meget dygtige, men det kunne jo være der var en lille ting de ikke vidste. Og så ved vi ikke om vi for en holdbar uddannelse. Det er meget fustrerende. Jeg håber bare at de virkelig har styr på tingene, og at vi nok skal lære det vi skal inden sommer. Det gør vi jo nok, men det er lidt fustrerende ikke at vide det med sikkerhed.

Og så selvfølgelig lige det allerværste i mine øjne. Jeg har prøvet det før, og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg tror det pludselig går væk. Folk tror de kender mig før de nogensinde har mødt mig. De kigger på mig, og konstaterer at jeg ikke ser godt ud, og så er jeg straks stemplet som en dårlig person??????? Jeg kan ikke forstå det. Afgøres hvem jeg er da udelukkende på mit udseende. Tænk jeg troede det blev afgjort af min fortid. Men jeg tager åbentbart fejl. Det der gør mig virkelig forvirret er, at personer som kender mig, ville ønske de havde flere venner som mig. Det er der sikkert mange som kan sige, men det ændre ikke noget. Jeg forstår det stadig ikke. Det er som om det er blevet mig forbudt at drømme om et enkelt liv med en om jeg elsker og som elsker mig igen. Bare på grund af mit ansigt????????? Er det mig der er noget galt med????? Alt jeg nogensinde ønskede mig var et simpelt liv. Hende som får fat i dig er heldig, har jeg også hørt sagt. Men jeg undres. Var det bare fordi de havde medliddenhed med mig???

Bjergene bliver bare større og større, og jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal gribe tingene an. Måske kommer det nok en dag om længe siden, men jeg tager mig selv i at spørge om jeg har tid til at vente.

Sikke en gang selvmedliddende pjat. Tror nok bare jeg er på vej ned i et hul igen.

MVH
Plys

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kunsten at bestige bjerge... er publiceret 07/04-2004 23:25 af Peter Tuxen (plysdyret).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.