Jeg har lige købt et par nye solbriller.. Igen.
Jeg har efterhånden så mange, men jeg kan ikke få nok.
De er glassene ud af til. Dem, der beskytter mig, når jeg er utryg. Alle kan se mig, men de kan ikke læse mit ansigtsudtryk, for øjnene er dækket. Skjult af mørke, væk fra solen. Ingen kan se dem glinse eller se, når lyset forsvinder, og øjet bliver mat og træt. Jeg sidder i toget og kigger på de andre, prøver og læse deres udtryk og tanker. Det er uretfærdigt. Jeg tager stille solbrillerne af og overgiver mig til tilfældigheden. Mon folk kan se, hvordan jeg har det? Jeg har lyst til at gemme mig væk igen og lade tankerne flyve - på en måde, så ingen kan se det.
De glas er et spejl. Ikke et spejl, der reflekterer mine inderste følelser ud, men et spejl der beskytter og gemmer mig væk. De kan spejle sig selv, de egoistiske mennesker og glemme, jeg var her, glemme jeg er til. Sådan har jeg det bedst og også de. De kan igen fokusere på sig selv, som enhver nu plejer at gøre.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Bag solbrillerne er publiceret
02/04-2010 13:32 af
Nana Maria.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.