Uurrhfff.... Jeg har fået mail fra Jydepigen. Jeg havde håbet at hun ikke ville skrive, at hun ville give mig noget fred, men hun tog mig op på et gammelt forslag om at skrive sammen, mens hun var i udlandet..
Det var lidt bla bla om at hun havde meget travlt på sit studie, så travlt, at hun ikke engang havde været på stranden i 3 uger (wow - hva'..) og så var hun syg og savnede pludselig dem derhjemme, som hun syntes var meget langt væk. Sidst, men ikke mindst, spurgte hun ind til vores 'babyprojekt', som jeg åbenbart har delt med hende (nok nærmere gruppen af tøser), men det kom til at lyde meget personligt og 'hemmeligt'. Adrvf..

Efter at have aflyst middag med Anne og hendes mand fordi Jydepigen var der, regnede jeg med, at hun forstod budskabet, men det gør hun bare ikke, hun giver ikke op, og hun fatter ikke en pæn afvisning.

Da vi var til sangerindens 30 års fest i lørdags, sagde Anne, med sin meget ty-de-li-ge og kla-re stem-me, at hun havde talt med Jydepigen i en hel time i tlf., og at hun skulle en-de-lig hil-se os alle sammen fra hende. Jeg var ved at brække mig, og får en grim fornemmelse i maven, hver gang hendes navn bliver nævnt. Det gør mig usikker på mit forhold til Anne, for hun vil meget gerne have, at vi bliver gode venner igen, og kigger på mig med sine overfornuftige og 'det-jeg-mener-er-det-rigtige'-øjne, og jeg hader det!

Jeg vil selv bestemme hvem jeg lukke ind i mit liv, og hvis jeg får en direkte fysisk reaktion, når nogen taler om hende, er der ikke så meget trivl om, hvad jeg synes om hende. Hun var en meget god veninde, en gang, men der er sket for meget, og hendes manipultaion ved hendes afskedsfest var dråben, og nu vil jeg ikke mere.

Jeg stoler ikke mere på, at hun 'nok skal finde ud af det', jeg gider ikke mere bruge tid og energi på, at hjælpe, støtte og give hende gode råd, når hun beklager sig over dette eller hint, og så tager in råd negativt. Men jeg bliver stadig ked af det, når jeg kan se de ting hun gør, som ødelægger det for hende selv - nok mest fordi jeg er magtesløs og ikke kan få lov til at hjælpe. Den eneste, der kan hjælpe hende, er hende selv, og det har taget mig lang tid at indse, at hun nok aldrig ændrer sig, at hun altid vil lyve og manipulere, for at fremstå bedre, men folk lurer hende hurtigt af, så hun bliver ofte upopulær. Indtil videre har vi kunne gennemskue hende og har sagt fra overfor hende, men jeg har nået min grænse - flere gange.

Heldigvis ringede Modepigen midt i Annes hilsen, så jeg kunne komme væk, og da Modepigen kom frem til festen, måtte jeg af med noget af min galde, da jeg ved, at hun har det på præcis samme måde og selv har måtte sige direkte til Jydpigen, at hun ikke ville have et privat venskab med hende.

Uuurrhhh... Jeg aner ikke, om jeg skal svare på det brev, eller bare ignorere det.. Jeg har lyst til at skrive til hende om hvordan jeg har det med hende, både for at få det ud og komme af med den her grimme følelse, men også som et sidste forsøg på at hjælpe hende, selvom jeg ved, at hun ikke ville se det som et forsøg på hjælp, men et forsøg på at ændre på hende - måske er det også det?

Lad det gå, og lad det vandre - slip det fri, det finder vej...