Hvem ville tro mig hvis jeg sagde der er en vej ud af alting men sjældent en tilbage. Vi lever i nuet i templer af glas på kredit og spejler os halvt ihjel vederlagsfrit.
Alle har vi en drøm om engang at bli' fri af lasterne der lænker os til nuets tyranni, selvbedrag og natteroderi.
Ingen jeg kender ka' sige mig hva' vej jeg skal gå, de har alle sammen travlt med at indse dagen derpå.
De venter og håber og tror ligesom jeg på i morgen, det magiske ord for nuet i sig selv har ingen anden mening end farvel.