I tirsdags fortalte min kæreste mig at jeg skulle ringe til min far. Min farmor var blevet indlagt med ondt i maven. Vi troede ikke, at det var noget alvorligt men fik senere af vide af min faster at det var tarmslyng og at hun skulle opereres samme eftermiddag, så vi skulle ikke komme ned. Om aftenen ringer hun igen og fortæller at min farmor ligger i resperator. Der falder min verden sammen. Jeg råber til min kæreste at jeg ikke vil miste min farmor men jeg ved hun dør. Vi holder dog modet oppe for hun kunne vågne op. Dette gør hun også næste dag og de vil prøve at tage hende ud af resperatoren. Kun 10 min efter bliver jeg igen ringet op. Operationen er ikke gået rigtig. Hun har en chance ved en ny operation men den er minimal lille. Den går heller ikke. Hele tyndtarmen er ødelagt og familien bliver nu kaldt sammen for at sige farvel til hende inden vi sammen skulle stå og slukke resperatoren. Vi tager min farmors liv. Det er et stort savn og tomrum. Hun lovede at hun ville blive 100 og at det var synd for os at hun skulle leve så længe. Altid sagt med et smil på læben. Dette nåede hun dog ikke, men jeg vil leve videre for hende. Leve hvert sekund i hendes sted. Hun var trods alt min elskede farmor og jeg vil altid savne hende.