Sådan. I dag var dagen. Nu har jeg indset det - jeg har opnået komplet selvindsigt. Næsten da. Jeg har indset, at jeg som pige befinder mig på det mest ynkelige stadie, som man overhovedet kan betræde. Jeg har ladet håbløse, ikke-eksisterende drengeforhold dominere mit liv det sidste halve år.

Åbenbaringen kom til mig i min venindes seng. Vi sidder og kigger ud på frosthimlen, drikker ingefær-the og glæder os til jul, mens vi snakker om løst og fast - og om drenge. Tonen er - som sædvanlig - lettere melankolsk, men er for egen skyld præget af sarkasme og humor, så det hele ikke kommer for tæt på. Vi tuder over, at ingen af os har en kæreste, og hvordan kan det egentlig være? - hvorfor er alle mandelige bekendtskaber dødsdømte på forhånd? (Svaret har jeg desværre stadig ikke, men at denne samtale fandt sted, er vel egentlig essensen)
Min veninde udbryder, trist, men med at smil på læben, at vi fandme ikke har lavet andet end at whine over drenge det sidste halve år!
I sådan en situation vil man gerne kommemed indvendinger og mene, at det bestemt må være en overdrivelse.. men nå nej, ikke denne gang - gid det var så vel. Så sandt som det er sagt - vi snakker ikke om andet. Og jeg hader og elsker det på samme tid. Nok mest had. Så hjælper det jo heller ikke, når alle ens andre veninder har en kæreste - plus en ekstra, bare for fornøjelsens skyld.