I går sagde jeg farvel til Nanna inden hun rejste fra mig og tilbage til Danmark og sin familie som hun længtes efter. Lige nu synes jeg at mine egen fremtid ser dyster ud uden Nanna. Jeg havde ellers set dette her idylliske billede af hende og jeg der holdt sammen mod savn og farer og lyste hínandens dag op resten af året. Nu ser jeg 8 måneder hvor jeg føler i hælenende på mine tilbageværende veninder der dog har det bedst med hinanden. Som et tredje hjul på en cykel. Men Nannas og mit venskab må ikke slutte aligevel, det betyder hun for meget for mig til. Ladmig forklare hvordan via noget hun sagde i går.
Først var dt mig der drillende anklagede hende for at hun bare flygtede fra mine dumme kommentarer. Så ser Nanna på mig med et påtaget chokeret udtryk og siger alligevel alvorligt; Nej, jeg kommer til at savne dine dumme bemærkninger - min veninde i Danmark har også nogle dumme bemærkninger, men ikke SÅ dumme! Og så skreg vi ellers af grin. Jeg tror det siger alt om hvor meget jeg kommer til at savne hende.