I min kærestes familie holdes der familietræf - og jeg ser egentlig slet ikke frem til det. Jeg gider ikke - og det er mildt sagt. Første år jeg var afsted, blev jeg direkte løjet for at nogle forældre der roste deres børns store evner og enorme erfaring inden for at ro kano. Eftersom at jeg ikke havde nogen erfaring, var det jo godt at drengene vidste noget om det. Da vi kom på vandet anede de ikke rigtig noget om hvordan man styrede. Det eneste de var vandt til var at blive roet rundt af andre. Med blæst og ikke en der anden båd der valgte at følges med os, blev jeg noget knotten. Jeg kunne ikke ro båden alene og drengene opgav efter et par minutters roning. Personligt hader jeg at ro, det er vådt og blæsende og træls når andre "spurter" afsted. Jo, det kunne være hyggeligt hvis der var nogen man lige så stille kunne følges med i en kajak. Snakke lidt med og have det hyggeligt med. Det var så derfor at jeg havde skrevet mig op til en kajak. Jeg har ikke helt styr på hvem der var drengenes forældre - men det må da være deres ansvar at ro dem rundt og ikke at tørre den af på tilfældige andre.
Ud over det irriterer det mig da at jeg i det hele taget skulle ud og ro med den begrundelse at det var "planlagt". Jeg hader at blive bestemt over på den måde.
Dernæst førte det til lidt problemer med kæresten at jeg ikke ville ro tilbage igen. Så hellere gå. Jeg havde ikke mere "arm" tilbage. Han synes ellers at det kunne have været hyggeligt at kajakke sammen tilbage (for der var mulighed for at skifte båd). I mine øjne kunne det have gjort turen over noget mere hyggeligt hvis han på det tidspunkt havde fulgtes med mig. Specielt havde det været rart dengang at vi var ved at drive til havs.
Nå, men det var første år.

Sidste år var vi også afsted - oven i min fars fødselsdag. Det positive det år var at komme op på en hest. Det negative var at der næsten var et skænderi mellem mig selv om en af kærestens onkler. Det handlede vist både om min kræsenhed som af en eller anden grund altid rammes hårdt på de ture og ikke mindst at jeg ikke bare vil danse rundt efter den plan jeg er blevet skrevet op til uden at blive spurgt. Fx. rundbold. Jeg havde en stod modlyst mod at spille det og tænkte at så sprang jeg den over. Dem der gerne vil kan forpokker selv spille det. Jeg har dårlige knæ og ja, jeg kunne bare ikke se det sjove i det. Det burde være mit valg om jeg ville spille det. Jeg burde være blevet spurgt. Jeg mener - jeg forstår en automatisk uddelegering af de praktiske opgaver, men ikke af sådan noget. Jeg følte igen at jeg var blevet sat på for at være barnepige. Jeg var blandt en bunke fremmede børn og voksne og man havde besluttet sig for at udstikke mig mit skema for hele weekenden og den slags havde jeg det ikke godt med. De bestemmer hvad jeg skal spise, hvad jeg skal tage mig af, hvor jeg skal sove, hvad jeg skal lave som aktiviteter. Onkelen sagde til mig at I hans familie var man altså aktiv! -hvad kan jeg sige tilbage? Jeg er doven? I min familie tager man altså hensyn til hinanden? Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde, men næppe noget så provokerende. Mere noget med at jeg altså ikke havde lyst til at spille rundbold.
Senere på aftenen var der forskellige kortspil og fodbold i fjernsynet. Ikke at jeg interesserer mig for fodbold, men med kun et tv så er det da fint at jeg ikke bestemmer over det.
Hvad der så var interessant er denne her onkel der taber i kortspillet og så beskylder resten af spillerne for at ændre på reglerne eller snyde eller sådan noget. Det er højrrøstet og meget surt. Han var i rigtig dårligt humør. Jeg har siden fået at vide at sådan er han ikke normalt og min kæreste skal nok stå op for mig hvis der nogen sinde igen bliver problemer mellem mig og ham. Men alt i alt har jeg ikke rigtig den store lyst til flere af den slags ture. De involverer jo nærmest altid at jeg bliver sat på aktiviteter uden at blive spurgt, at der på et tidspunkt kommer dårlig stemning mellem min kæreste og jeg (det er måske ikke skrevet så tydeligt i teksten, men det var der), at maden fra mine øjne set er elendig, at jeg er omkring en bunke fremmede mennesker som ikke siger mig noget (jo, nogle har da været flinke, men jeg har ikke fundet så meget som en jeg virkelig kan tale med udover kærestens allernærmeste familie, selvfølgelig) og jeg føler sådan set at jeg gør mig utilbens og også bliver set på som besværlig. Jeg føler ikke at der er noget for mig dér, det er for alle de andre og nu er det snart tiden til endnu et træf og det er deprimerende. Jeg vil ikke have et nyt skema, hundses rundt, ses skævt på for at bestemme hvad jeg selv vil lave. Miste en weekend til ensomhed, grå skyer, være jagtbytte, blive serveret sandwiches, finde fremmede unger i "min seng", have uvejr mellem kæresten og jeg og føle at jeg slet ikke passer ind. At føle mig besværlig fordi jeg bare er mig selv. Jeg har jo haft lyst til at løbe væk hver gang. Men på den anden side er det min kærestes familie og jeg synes da at han skal have en chance for at se dem. Den ene gang om året der godt nok virker som hver 2. uge.

Første år blev reddet af en utrolig dejlig kat på stedet. Andet år blev reddet af ridning som var meget sjovt. I år bliver måske redet af at den tilsyneladende ikke er tvunget roning på programmet.
Min far holder "sommerfest" samme weekend. Jeg kunne måske have insisteret på at vi tog med til den istedet. Men sandheden er at jeg næppe ville hænge ud der særlig længe. Jeg kan ikke lide når min far drikker sig fuld.