I dag er jeg på arbejde i Norge, bare hjemme fra sommerhuset.
Jude har ikke givet lyd fra sig endnu, men jeg præsterer stadig at have ro på.
Han har ikke reageret, fordi han knokler på med sin deadline der var i dag.
--Og så tjekkede jeg snapchat. Han har åbnet min besked for fem min siden, og intet svar fra ham.
--Så hårdt er der sq ingen der arbejder..?
Jeg var ellers lige så stolt over mig selv, men nu bliver jeg trist.
Jeg synes det er kamp nitten og jeg har lidt lyst til at skrive til ham og få smidt svesken på disken. Ja det er presset og jeg gør det da heller ikke, men omvendt gider jeg heller ikke at han kommer på onsdag - hvis han overhovedet gør det - knalder og kører igen. Nul putte.
Den ene veninde synes jeg skal bevare håbet - lige bevare troen.
Og det har jeg lyst til. Jeg har lyst til at tænke at han har travlt, arbejder på fuld skrue med sin deadline fordi han virkelig gerne vil overholde den OG på besøg hos mig på onsdag.
Den anden byder ind med, at jeg åbenbart har fået fat på en der ikke er ret god til at kommunikere i løbet af (arbejds)dagen.
Jeg væbner mig med tålmodighed og prøver at få tiden til at gå med Pinterest, inspiration på nettet - grimme dimser som jeg i hvert fald IKKE skal have ind i mit hjem, shopping af maling osv. Har lige været hos naboen, hun sender læssevis af fine ting og jeg har lyst til at købe - men det giver ikke mening for mig at brænde penge af på en pyntepude, når jeg stadig mangler at finde en super fed skænk til alt mit service, eksempelvis. Lamper mangler jeg også, i stor stil endda og en god løsning til alle de forbandede ledninger, der unægteligt kommer til at følge med.
Jeg har (også) bestemt mig for, at jeg nægter at trøstespise. Nægter at falde i min gamle mønster, men tror ikke det bliver et problem, for jeg er da godt nok bare overhovedet ikke sulten. Verjet er tvivlsomt. Det blæser, det er koldt og nederen, mit humør lader til at være plukket fra samme kollektion. I morges var der hul igennem skyerne, solen skinnede lidt - resten af dagen har indtil nu bare været sådan - hmm..!
Jude, for dælen..
Han har ingen kone, en smuk datter og han var far på fuld tid i weekenden, så selvfølgelig er manden da træt. Men bliver mænd virkelig SÅ trætte?
Men frygt for at gentage mig selv, så har jeg virkelig lyst til at tro på, at han sidder og sveder over sit arbejde - dels fordi han skal være færdig til deadline, som er i dag, og dels fordi han prøver at få knoklet på, så han kan komme hjem til mig onsdag og hygge sig. Jeg har simpelthen så hårdt brug for at tro på, at "nogen" kæmper for mig, og at det ikke kun er den anden vej rundt.
Skrev med en gut på det site jeg har publiceret mine erotiske noveller på. Super flink fyr, men 46 år. Vi har skrevet om løst og fast, og jeg har ikke lagt noget som helst i det så jeg skrev også og fortalte, at jeg skulle på den første date med Jude. Det blev han så ked af, så han valgte at stikke en kæp i hjulet på vores samtaler. Hovsa. Jeg har høfligt afvist alle de små hints han er kommet med, og han ved ikke engang hvad jeg hedder.
Jeg ved godt at alder bare er et tal, men jeg vil dæleme have lov til at drømme om ham fyren, som jeg endnu kan nå at få en baby eller to med - jeg ser det bare ikke ske med en på 46.
En anden ting ved Jude, som jeg rigtig godt kan lide er, at han ikke har ladet sig dupere af mit liv. Han virker ligeglad med min bil, at jeg er selvstændig, at jeg er ingeniør og at der er rigeligt med fart på. Han virker oprigtigt interesseret i mig, min krop om end han kunne være mere nysgerrig på hvem jeg er - og igen, måske jeg bare synes det, fordi jeg brænder efter at fortælle om mig selv, og byde ind med mere i vores lille bitte forhold.
Jeg savner at blive holdt om og krammet på.
Jeg har virkelig, virkelig lyst til, at Jude skal have det på samme måde.
Er der en der gider at lægge en føler ud?
Nu vil jeg finde vinterfrakken frem og gå en lang tur med min hund. Jeg har ikke energien til at løbe, men en lang tur, det ved jeg godt hvordan man gør. Derudover skulle det være så sundt, ud i den friske (iskolde) luft, få clearet tankerne, evt. lytte til en god lydbog eller en podcast.
Når tankerne er sådan her, tør jeg ikke udelukke, at jeg fortsætter igen senere.
Som en anden fyldepen skrev til mig tidligere: Pennen er bare SÅ god når man har det sådan her - og jeg kan kun være absolut rørende enig.
Gad vide hvornår nogen laver en film om det her "spil".. Som portrætterer hvor sindssygt stærkt det går i en kvindehjerne, vs en mandehjerne. Jeg skriver det kun, fordi jeg drømmer om at forstå.
Og nu har hunden pevet i tre minutter, NU må vi ud.
Jeg skal bare lige tisse først.
//Femi
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.