Kære dagbog,
Hvorfor i aller himmelens navn er livet til tider så besværligt. Kan vitterligt ikke finde ud af noget mere, er bange for mine ejne tanker. Har lyst til at smutte fra det hele og bare tage mine dejlige unger med, stikke af, langt væk fra alt.
Det går nogen lunde dagen i gennem, men så kommer der en stikpille/onsvag kommentar fra den så kaldte bedre halv del og min verden vælter.
Orker snart ikke at kæmpe mere, synes jeg hver eneste dag slåser for at beholde det jeg har.
Han er "bare" i sin lastbil mandag til fredag og så hænger jeg ellers på resten, det er både godt og skidt.
øv øv øv.......
Håber dagen i morgen slutter anderledes end den gjorde i dag.