Skriver kun for at skrive i aften. Og måske på den måde få luftet lidt ud...

Når slusen først har været åbnet een gang, er man nødt til at tage lidt mere fra aften for aften. Og dette er endnu en Tori Amos-aften.

Men på en måde er det også en god dag, for det går godt for folk, jeg er kommet til at holde af. Det går bare ikke super fantastisk for mig.

Eller gør det?

Jeg burde være oppe og køre over, at min første bog måske bliver udgivet til sommer.

Jeg burde være oppe og køre over, at noget intimt og kærligt, som jeg længe har trængt til, måske venter lige rundt om hjørnet.

...fordi jeg har fået købt de sidste møbler uden at blive flad.
...fordi jeg langt om længe er begyndt at synes om min krop igen og har lyst til at dele den med nogen. Selv om den hverken er gudeskøn eller perfekt - men den er mig, og jeg er sgu go nok.
...fordi min familie er rask og har det godt.
...fordi jeg selv har det godt...fysisk.

Der er så mange grunde til at være glad. Og hver dag hele denne uge har budt på smil og latter.

Inden inden under det. Helt derinde, hvor det er groet fast i en, der er jeg ikke glad. Derinde midt i det hele sidder gråden og sorgen og vreden så tæt forankret, at det er blevet til en hård klump...

Jeg er så træt af at holde ting tilbage!

Jeg er så træt af at græde, når ingen ser det!

Jeg er bare så træt...

Jeg har mest af alt lyst til at stoppe op og lukke øjnene. Ikke længere se mig tilbage. Ikke længere frygte hvad fremtiden bringer - eller ikke bringer. Bare lukke øjnene og lytte til Tori Amos og glemme alle forpligtelser, som bringer mig smerte i sidste ende...

For alt bringer smerte. ALT!
Måske synes du noget andet, men det er mine erfaringer.

Nej, jeg vil ikke ha din medlidenhed. Nej, jeg sidder ikke her og fyrer klicheer af med vilje, men...For fandanden da også!

Hvad jeg ikke ville gøre for at blive følelsesløs igen...Dengang følte jeg kun gennem bøgerne, og jeg klarede mig igennem hver eneste dag. Jeg skar ikke i mig selv. Kastede ikke op og hadede mig selv - eller følte at jeg var go nok for straks at betvivle alt ved min egen eksistens få øjeblikke efter.

Det eneste, jeg har tilbage, er den stærke facade og smilet og latteren. Den gode facade, som kan holde alt sammen. Som forhindrer andre i at bekymre sig.

Men inde bagved er der rodet og knap så mange smil. Knap så megen tiltro til verden.

Jeg er så træt af at skjule mig - mit sande ansigt.
Men jeg tør heller ikke pille facaden af. For hvem kan elske en, der kender sig selv så godt...? Hvem kan elske en, der ved, at hun ikke kan holde livet ud meget længere, hvis det ikke har mere at byde på? Hvem kan elske een...

Jeg kan ikke skrive det ud. Ikke i aften. Jeg er forvirret. Og det gør ondt...

Jeg er så træt af at være fyldt op...