Forstår det altså ikke...

Folk går til psykiatre, fordi det ik er lykkedes dem at finde den store kærlighed i en alder af 30 år.

Kvinder der går i panik og opsøger alternative behandlere, kvaksalvere, synske osv osv for at "åbne sig og gøre plads til kærligheden", "blive et bedre og elsket menneske" og nok egentlig mest bare for at få at vide, at de har fortjent at blive elsket.

Og jo, kærligheden er vigtigt. Ligeså vigtig som et godt selvværd, en sund økonomi, en familie og daglig kost og logi.

I get that, okay!?!

Det jeg ik forstår er, at folk udsætter sig selv for alverdens stress, fordi den store og eneste ene kærlighed ik er dukket op, selv om de nu er fyldt 25, 30 eller 40 år for den sags skyld.

Hvorfor er vores liv så styret af denne mani, vi kalder kærlighed?

Hvorfor er vi så bange for at være alene?

Hvorfor afhænger vores identitet altid af hvor vi arbejder og hvem vi deler seng med?

Hvis jeg finder den rigtige mand en dag, så er det da dejligt. Hvis får børn, så er det da rigtig dejligt.

Er jeg fyrre, når jeg blir gift, med kun et halvråddent æg tilbage - ja, så må vi jo adoptere. Eller vi må undvære børn.

Er jeg en succesfuld, ugift forfatter, når jeg fylder fyrre, så er det også dejligt, for så er min drøm gået i opfyldelse.

Da jeg var teenager, afhæng min lykke også af, om der var en fyr, der var vild med mig og al det der pjat.

Men selv om jeg finder den perfekte partner og blir gravid, inden det næste år er gået, så bliver det ikke på bekostning af min sunde fornuft. Og jeg kan ikke engang sige med sikkerhed, om jeg vil giftes eller ej.

Og jo, jeg tror på den Eneste Ene - jeg ved bare, at der er flere af dem...

Det har aldrig være meningen at mennesker skulle finde en partner og være sammen med denne hele livet igennem!

Hvor mange af jer er nu gift med jeres første kæreste nu?

Præcis!!

Hvor mange er lykkeligt gift, men kigger stadig på "udvalget", når I er i byen?

Nej, jeg gør ik grin med ægteskabet!
At være lykkeligt gift betyder jo ikke, at man hænger slynget rundt om hinanden 24/7 - det betyder at man i ægteskabet har plads til individualitet, man forstår hinanden og man kommunikerer!

Og man må jo godt kigge...

Men hvad får os til at tro, at to mennesker kan holde hinanden ud i den evighed, som et liv varer?