Lavede faktisk mit engelsk, efter jeg havde skrevet her i morges og så lige sovet lidt mere.
Min evige undskyldning for lige at tage en time til (eller det ved jeg ikke, overdriver den måske lidt) er at når jeg er træt, er jeg dårligere til at holde retningen når jeg går. Når jeg var rigtig træt som lille, gik jeg ind i ting hjemme hos os, altså hos min mor og mig, hvilket jeg ellers aldrig plejede.
Går ikke ligefrem ind i ting nu, men når jeg ved jeg skal gå rundt i store kryds med meget trafik, vil jeg faktisk helst være rimelig udhvilet, eller i hvert fald klar i hovedet. Og da i sær efter jeg er blevet ekstra opmærksom på netop det, fordi jeg rent faktisk rendte smadderskævt i et bæ-kryds engang. Chok til mig (og dér var jeg ikke træt - Bare retningsforvirret eller noget).
Nå, sikke en forklaring - Jeg sov noget mere og det var dejligt!

Så fandt jeg ud af at jeg faktisk har glemt min grammatik lidt, da i hvert fald hvilken rolle det præcis er adverbier spiller i en sætning.

Havde lovet at komme med sandwitches til prinsefamilien (og kage- uhm!), så sådan blev det og det var som altid godt at se dem. Hvad gør jeg mon, når de tager til Pakistan i 2 måneder? Og er jeg den eneste der synes, at cookies på en måde smager lidt af dej? Ikke fordi de smager dårligt!

Engelsk gik fint, synes folk er blevet bedre til at snakke med hinanden nu, jeg snakker i hvert fald meget.
Har tit en stemme i hovedet der siger at de synes jeg er for meget. Henvender mig for meget. Siger for underlige ting. Men dengang på min højskole hvor jeg snakkede med alle og var så åben og hele tiden gjorde meget opmærksom på mig selv (synes jeg..) der havde jeg det også sådan - Om de snart syntes jeg var for meget, men vi endte med at have det så godt, jeg snakker med nogen af dem endnu og det var i det hele taget et par af de bedste uger i mit liv.
Ikke at det med mit hold kan sammenlignes med dengang, pointen dengang var jo netop at være social, men måske er det kun i mit hoved det er for meget det jeg gør.
Nu lyder det, som om jeg spiller sådan et skuespil for at give andre et indtryk af at jeg er en anden end jeg er. Faktisk tror jeg netop at jeg forsøger at vise dem hvem jeg er, i stedet for at være så genert at de aldrig finder ud af det. Det er noget spøjst noget.

Snakkede med S om jobmuligheder i onsdags. Jeg tror gerne jeg vil have et job ved siden af skolen. Men som jeg ser det, er de eneste områder, hvor jeg er lige så kvalificeret som normaltseende sådan noget med telefon-jobs - Omstilling eller telefonsælger - Eller transskribering eller noget lignende. Jeg kan snakke og skrive på computer lige så godt som andre. Men så sagde en anden veninde i går, noget med at de har nogle specielle programmer, der selv ringer op til numrene, når man er telefonsælger og det kunne vi ikke bruge som blinde og jeg ved ikke hvad det var. Måske havde hun bare en dårlig dag. Men kan ikke lige komme på flere ting, hvor jeg er helt lige med andre. Og i disse tider, skal jeg nok ikke forvente noget som helst, hvis jeg ikke er det.
Det er ikke et must at jeg finder noget, men alligevel, tanken om at tjene nogle penge selv er ret god! I sær, hvis jeg ikke får lov at blive på universitetet.

... Og apropos penge, så brugte jeg lige 200kr. på mig selv i Matas i dag. Meget dygtig er jeg - Og lækker bliver jeg - forhåbentlig!