Hey dagbog, - jeg er ved at dø af grin, - jeg er ved at skrive på et eventyr. jeg når ikke færdig med det idag, - men der var bare et par brikker der faldt på plads idag, da jeg så fjernsyn, en humoristisk vinkel jeg bare måtte have med, og som kunne passe ind i eventyret. Det er så syrealistisk at man skulle tro det var en ren joke, men faktisk bygger joken i historien på virkeligheden, hvilket gør det endnu sjovere.

Det eneste jeg vil fortælle om selve historien er, at det handler om den religiøse mand, en kirkens mand...som jeg tager tykt pis på. på en måde...jeg er ved at sprække af grin i sømmene..det er bare min langt ude humor måske..jeg tænkte først, at det skulle være en gud eksistere ikke tekst..men det er egentlig ikke det jeg vil..for jeg har ingen beviser for det..og jeg kunne godt tro lidt selv..Nej, det mit egentlige morale skal være er " giv gud hvad guds er, og staten hvad statens er" noget jeg husker dårligt fra et eller andet sted..et forvrænget citat helt sikkert...men moralen er klar, og bredere..Giv ikke ansvaret til gud, når det ikke er gud der har ansvaret for det..Det er lidt som når jeg i et gammelt digt spørger, om det er op til gud at hjælpe andre mennesker, eller om det er op til os..jeg mener, vi må et eller andet sted stå tættere..og dermed have mere ansvar for selv at gøre noget når andre lider? I stedet for at bede gud om at mætte de sultne munde, hvad så med at købe et brød og give det selv? men det er nemmere uden tvivl at skubbet ansvaret videre..som vi gør på flere måder, når vi køber aflad ved indsamlings bøsserne..igen siger jeg ikke at vi bør bære hele verden på vores skuldre...men enten sætte den store sæk med mursten ned, uden at tænke over det..eller prøve at løfte den i flok..Guilt is like a fucking bag of bricks...who are you carrying em for? God? is that it? -

jeg skriver den nok færdig imorgen.