Eller forfatter er jeg vel allerede nu, men i næste uge bliver der et fysisk bevis. Tror ikke rigtig på det før.

I disse dage kan jeg SLET ikke koncentrere mig om noget. På tirsdag får jeg min allerførste bog "1001 tårs tøsetanker" i hænderne, og så ryger den ud til anmelderne. Det er så stort, at jeg helt får kuldegysninger ved tanken. Er selvfølgelig bange for at finde fejl, så jeg tror ikke, jeg bladrer i den :-)

Tænk at jeg har lavet en bog ved at skrive dagbog på Fyldepennen - stedet hvor forfattere springer ud ;-) Skriveprocessen var let og legende. Til tider tung og smertefuld, når jeg var ked af det. Dagbogen var min ventil, og jeg havde aldrig i mine vildeste drømme troet, at den skulle udgives. Så havde jeg slet ikke turde skrive så hudløst. Det svære har været at konfrontere de mennesker, man har skrevet om. Og det svære har været ikke at gøre sig selv bedre, end man er.

Står der lille og sårbar. Håber at folk har forståelse for, hvordan den blev til. Jeg var anonym, og det handlede ikke om at blive set og hørt men om at skrive, fordi man ikke kunne lade være, og så at udveksle hemmeligheder, oplevelser eller tanker med andre brugere.

På en måde er det lige meget, hvad anmeldere synes. (Spændende hvem, der skal anmelde den herinde. Venter svar fra Kåemer). Det er også lige meget, at jeg sikkert skal forsvare, hvorfor jeg er privat offentligt (det kunne jeg på grund af anonymiteten).

Det vigtigere er, at jeg har fået mange søde klap på skulderen herinde og i netverden fra folk, der forstår, hvordan den blev til, og hvor følelsesladet det er ligenu. Dog skriver jeg ting, som aldrig har været publiceret på andet end min venneliste. Jeg håber ikke, jeg forarger. Men nu kører maskineriet. Må bare holde hovedet højt, knibe ballerne sammen og sige: Du er snart forfatter, så kan resten bare komme an.