Jeg har gjort mig mange tanker om døden på det sidste, og om hvordan JEG takler den. Ikke min egen, for den kommer når den gør. Men ligeså meget dem som det tæt inde på livet her og nu. Kørte for et stykke tid siden med en ældre kvinde, som jeg igennem årene har kørt meget med, ind på Hospice. Den pågældende kvinde har jeg altid betragtet som en ” fin dame”. Altid meget pæn i tøjet, kørte til frisør en gang om ugen, og var meget veltalende. Jeg var godt klar over hvad klokken havde slået da jeg skulle køre hende derind. Mødte en kvinde pænt i tøjet som altid, men ellers lignede en hængt kat. Normalt ved aflevering af patienter på sygehuset, ønsker jeg dem god bedring, men det var ikke realvandt her. Vi blev modtaget af en sød sygeplejerske. Fulgte med hende ind på den tildelte stue, og tænkte hele vejen på hvordan jeg skulle sige farvel til hende. Kvinden reddede mig på målstregen ved at sige, mange tak for hjælpen, hvortil jeg svarede, selv tak og gik derfra.
Lørdag kørte jeg med en mand som havde været til begravelse ved en ung mand i tredverne, og i går med en kvinde, som i hast skulle ind på sygehuset til en dødende mor. Er for tiden meget modtagelig over for alt og alle som har døden tæt inde på livet, hvilket i bund og grund er sundt nok – tror jeg. Man skal ikke tage noget for givet, og værdsætte det man har her og nu, da ingen kender dagen i morgen. Tror at min kollegas død, og min fars skrøbelighed måske også har gjort mig mere modtagelig.

Har i dag ringet til visitationen ved kommunen. Talte med ham som er tilknyttet min far, og som hjemmeplejen gik igennem efter han var indlagt med medicinforgiftningen. Samme var med til at bevilge en badebænk, som han kunne sidde på når han er i bad, og som han har været meget glad for. Han havde desværre ikke tid til en uddybende redegørelse fra mig, da han havde et møde, men vi aftalte at han skulle ringe igen på torsdag. Fik fornemmelse af at han ville tjekke op på oplysningerne fra ergoterapeuten, men det er også okay for mig. Nåede at tilføje, at de normalt rettede sig efter deres afgørelse, men nu får vi at se. Jeg giver ikke op, og specielt ikke da jeg har fået opbakning fra mange, som godt kan se det absurde i den har sag. Havde ellers håbet på at han kunne blive i området når han engang fik solgt huset, men med det områdecenter, så ønsker jeg ham langt væk derfra.

Har nævnt over for min far at han skulle overveje at gå ned i pris for huset. Har i hele tiden ment at prisen var for høj, kontra at der skal laves en del. Ved godt at huspriserne er steget gevaldig de senere år, og at hans hus som er centralbeliggende, hører til den dyrere ende, men alligevel.
Indimellem er jeg dog bekymret for hvordan det skal gå når han flytter derfra. Han føler en vis stolthed over at have klaret hus og firma uden en kvindes økonomisk hjælp. Den eneste som har bidraget, var en kvinde som han havde et forhold til tilbage i 1991. Hun købte persienner til hans udestue. Da vi talte om det, mente han at de var blevet smidt ud, da de ikke var der mere. Jeg har siden fundet ud af at de blot var trukket op. Har vist ham dem og rullet dem lidt ned, så han kan se at de er der.
Han fortalte en dag, at han havde drømt at han havde været ude ved et nyt værtshus /dansested, men han turde ikke gå ind, da han var bange for at hunden som han havde med, ville blive kørt over på en nærliggende befærdet vej. Har prøvet at fiske efter om det var en drøm, eller om han vitterlig havde været derude. Det viste han ikke !

Må hellere få lette rumpetten. Skal starte med en patient tur til Odense fra den anden ende af kommunen, så jeg skal snart af sted. Har lige en opvask og et bad som skal klares inden.