Sidder her, dagen efter min fødselsdag.. Jeg overlevede.. Men jeg føler stadig smerten indeni.. Mærker tårerne presse sig på..
Spørger mig selv, om hvorfor smerten efter de forældre jeg aldrig fik, hele tiden skal fylde mig med sorg..
Det virker så tåbeligt.. Hvordan kan man længes efter noget man aldrig har haft, hvordan kan det fylde så meget indeni mig.. Og hvorfor kan noget jeg aldrig fik, gøre mig så ked af det..? Når jeg aldrig har prøvet andet..
Måske fordi jeg tror at ensomheden ville blive mindre, eller at jeg måske ville føle mig mere elsket.. Og accepteret..
Hvorfor?
Jeg ved det ikke..

En bekendt sagde en gang til mig at smerten over at miste noget man aldrig har haft, er større end hvis du har haft det.. Det lyder dumt, men det er sandt, for så mister du også håbet om nogen sinde at få det.. Drømmen går bort, og du bliver i virkeligheden ladt helt alene.. Mere end du troede du var det før..
Jeg forstår ikke at det skal være så svært..
Husker flere gange, da jeg var mindre, hvor ondt det gjorde når jeg var hjemme hos nogen fra klassen, og de gav deres forældre kram eller kys og sagde "farvel mor og far" eller "elsker dig mor" og de så siger i lige måde. Ikke at jeg var misundelig, men tænkte bare hvorfor jeg ikke kunne få lov at prøve det, bare en eneste gang..
Bare een eneste ene gang...
Så ville jeg bevare mindet for altid, inde i mit hjerte.