Hrmm... Specielt nu at være Ronja, hvor jeg før var mig selv. Jep, jeg har haft en anden profil her før, og det er jeg såmænd ikke så hemmelighedsfuld omkring. Jeg havde bare ikke længere lyst til at gud og hvermand skulle kunne google mig på mit navn og ryge lige ind i min dagbog...

I morges havde jeg en livagtig drøm, hvor kan de være underlige...
Jeg var ikke mig selv, men en ret lækker, mørkhåret mand??? og jeg var soldat. En af den slags, der kun var gået ind i hæren, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle. Det var lidt hyggeligt at dele sovesal med de andre gutter, men så blev vi pludselig kaldt til briefing. Jeg troede først, at vi skulle på øvelse, men så fik vi at vide, at vi skulle til Alaska (hvorfor i himlens navn Alaska?). Det gik på en eller anden måde op for os, at det ikke var en øvelse. Der var en eller anden konflikt under opsejling, som med stor sandsynlighed ville ende med krig. Når jeg nu fortæller om den her drøm, er det fordi, jeg stadig så tydeligt husker den rædsel, der ramte mig og næsten lammede mig. Jeg kunne slet ikke styre min vejrtrækning og min puls hamrede af sted. Vi skulle løbetræne i tunge militærstøvler, men mine fødder var tunge som bly, og det hele blev værre af, at der konstant fløj små grupper af kampfly hen over stedet. De var ved at træne til angreb, og på et tidspunkt fløj der også en enorm, tung bombemaskine helt lavt hen over vandet. Det virkede uendelig ildevarslende. Jeg var i flåden og flyene mindede mig derfor samtidig om den fare, der hele tiden ville lure over hovederne på os på vej tværs hen over jordkloden. Og så var der den der følelse af uundgåelighed. Der var absolut ingen alternativer... noget à la "hvorfor fanden meldte jeg mig" fløj gennem hovedet på mig.
Midt i drømmen skiftede jeg personlighed og blev en kvinde igen, konen til den mand, jeg lige havde været og mor til to små børn, og igen var der frygten. Frygten for at mine to små skulle vokse op uden deres far, ikke mindst (okay, den er så relativt let at relatere til mit liv...)
Utroligt hvad man kan drømme. Jeg må have set for mange krigsfilm, som så er blevet rodet sammen med de ting, der åbenbart lige skulle behandles i nat... den menneskelige hjerne er ved gud en underlig størrelse.

Det hele får mig også til at tænke på serien "Kammerater i krig". Jeg var dybt fascineret af den serie. Kunne måske endda finde på at se den igen.
Hvad er der dog med krig, siden den i en fiktiv udgave kan fascinere fredselskende og relativt frygtsomme mennesker som mig selv.
Det var nu også en fantastisk serie, sublimt filmet og spillet. Er der andre fans derude?

Nå, ellers er min virkelighed helt anderledes behagelig end nattens drøm. Vi har det så godt i vores lille familie lige nu, og der er stor samhørighed og ømhed mellem mand og kone. Selv i går formiddags, da manden og jeg gik og gjorde rent sammen, hyggede vi os. Forstå det, den der kan. Men det er nu dejligt at få ryddet op og gjort rent engang imellem. Hos os er der noget at komme efter, når vi gør det, og ungerne var også med. Om eftermiddagen fik vi naboer på besøg fra 3 andre huse. Det var hyggeligt og julet på den fede måde, så de blev hængende til en pizza og ungerne fik lov at være længe oppe og klarede det fint.
I dag var vi i skoven i det frostklare vejr og sidst på dagen tog vi juletræet ind og pyntede det. Lidt tidligt måske, men vi er ikke meget hjemme i selve julen.
Hvor er det en god tid, og så har vi ovenikøbet noget at glæde os til. Vi har lige bestilt en hytte i Harzen i vinterferien og skal forsøge os lidt på ski. Pas på derude, hvis I også skal derned. Med min motorik kan det godt blive farligt. Har aldrig prøvet alpinski og er stadig ikke overbevist om, at jeg kan lære det. Men det skal bestemt have en chance. Jeg vil gå til sagen med frisk mod. Jeg kan jo gå i skiskole sammen med min femårige søn! Det skal nok blive sjovt.
Nå, for søren. Så er der TV-grisen. Må ind og dulme den dårlige samvittighed over den end-ikke-købte-avis. Godnat.