9/8-07 var den dag, hvor jeg ikke længere turde vente.
Du var blevet så tynd, så tynd. Det kunne ikke ses så tydeligt, men lod man hænderne løbe ned af din lille krop, kunne man mærke hver eneste knoglestruktur. Der var kun skind og ben tilbage af dig...og dog stadig lysten til livet. Men jeg turde ikke risikere, at du for alvor begyndte at lide. Jeg kunne jo ikke se, om du havde ondt. Du var tydeligt træt af og til, men det kunne næsten ikke være anderledes, når du spiste så lidt. Jeg prøvede med alt og var revnende ligeglad med, om du kun spiste toblerone en hel dag, når bare du spiste. Men det begyndte godt nok at blive svært at finde på noget nyt til dig. Der var jo ingen appetit. Og selvom du ikke så ud, som om du led, så kan du ikke have haft det godt. Det kan man ikke have, når man spiser så lidt. Så jeg var nødt til det, lille skat!
De sidste par måneder, ved jeg du nød. Vi var mere sammen end ellers og vi var væk fra de andre. Du skulle ikke længere bekymre dig for, at en af de andre jagtede dig igennem haven og op på plankeværket. Du måtte så finde dig i af være i et andet hjem, men du havde mig helt for dig selv. Hvor jeg syntes, at det var morsomt, at jeg kunne gå ind til dig og sige: -Nu går mor ud og laver mad. Og så varede det ikke særlig længe, før du havde rejst din lille krop fra sengen og kom ud til mig. Det blev jeg så glad for. Du overraskede mig også, ved at bruge afløbet i badeværelset som toilet. Haha, hvor havde du dog lært det henne? Jeg hyggede mig, og det tror jeg bestemt også, du gjorde, når vi sad sammen ude i gården og læste i stolen. Jeg er virkelig glad for, at vi fik de måneder sammen.
De sidste dage var vi hjemme igen. Du blev mere i haven, end du plejede. Jeg måtte sådan set også bære dig derud. Opdagede, at du ikke længere havde kræfterne til at hoppe op i vindueskarmen. Og jeg måtte også lukke dig ind af døren. Men du nød at ligge i haven og sole dig. Dagen før, begyndte jeg at græde, da jeg så dig ligge og rulle frem og tilbage i solen. Var det her måske en kat, der havde opgivet livet og ikke ville mere? Det så ikke sådan ud for mig, men JEG led meget den sidste uge. Hver dag sad jeg og græd, mens jeg kæmpede i mit indre. Skulle idag være den sidste dag?
Jeg besluttede mig for, at rulledagen var Sofias Gode Dag, og den skulle være afslutningen på kapitlet. Hulkende ringede jeg til mor og sagde, at nu skulle det være. Vi fik 2 timer, hvor jeg sad med dig i haven. Det var en smuk dag. Solen skinnede og du hyggede dig. Men jeg havde det så forfærdeligt. Jeg vidste, at det dybest set var det eneste humane at gøre, men mit hjerte bristede over at skulle gøre det. Et sted i nærheden kunne jeg høre melodien og ordene "...why do all good things come to an end?" Det var næsten mere, end jeg kunne bære.
Jeg sad med dig på skødet, da mor kom. Jeg brast helt i gråd og kunne slet ikke holde det ud. Mor gik lidt rundt i haven og kiggede på blomsterne. Jeg spurgte, om ikke jeg kunne få lov at sidde med dig på skødet, men mor ville nu helst undgå, at stikke mig i låret i stedet for dig.
Så jeg måtte have dig op på bordet og presse dig ned mod bordet, mens du fik sprøjten. Du mærkede ingenting. Tog dig straks over på skødet og sad med dig. Du vidste ikke, hvad der skete...eller det tror jeg ikke, at du gjorde. Du lå der bare, ligesom før du havde fået sprøjten.
...og så pludselig holdt du op med at trække vejret...midt i en vejrtrækning...så var det slut! Ganske fredfyldt...og mit hjerte bristede, og jeg bare græd og græd. Krammede dig ind til mig...ville ikke give slip. Jeg vidste, at når jeg gjorde det, ville jeg aldrig komme til at røre ved dig igen. Det gjorde så ondt, lille skat, og jeg følte mig så grusom, at jeg havde taget livet fra dig...men det var det rigtige at gøre...
Du fik en stor flot pink hortensia med dig...
Farvel min smukke pige... Mor elsker dig...