Vinden foerer vaek flere sandhede som ingen vil at lytte paa...
og jeg er her alene, ved vinden...

Jeg husker den dag da jeg sad paa dette samme sted.

Alting omkring har skiftet sig, men lyden af vinden er den samme, den aendrer aldrig.
Den er voldsom.

Jeg kigger paa landskabet udenfor og vinden roerer VED det samme trae som nu har vokset.

Vinden overvinder den blaa himel. Men selvom, ingen kan se paa den, har vinden faaet lukket oejenens man, har den faaet haaret i orden ikke mere...

Sandheden... der eksister ikke mere ogsaa.

Men jeg er her... paa det samme sted... jeg venter paa anden sandheden... Vil den ekiste en dag?

Den enest sandhed?

Den trofast sandhed?