Jeg endte så i Malmø. Det har været sådan nogle forvirrende dage, for jeg ville jo gerne se ham, men samtidig skriger hele min krop imod. Lille frøken paranoia har flere gange været sikker på, at han mindst fører et dobbeltliv med kone og børn et sted i Sverige. Godt gemt væk i små skove langt ud på landet.

Men han spurgte, om jeg kom op søndag. Han skulle til Stockholm mandag morgen, fortalte han. I en måned. Og så ser man alle paraderne falde ned. Ja, selvfølgelig kommer jeg søndag. Jeg må jo vide, om det er noget. Fem uger, siden vi kyssede hinanden nogle timer på festivallen. Og jeg har været i vilrede lige siden. Men jeg måtte jo se ham. Så kunne Stockholm vente, det kunne jo være, jeg ikke engang kunne lide ham. Og så var der alle tankerne med, hvordan fanden man kommer hjem fra Malmø kl. lort om aftenen, hvis det nu ikke gik godt.

Men det var som en drøm, fra jeg stod på stationen - og han kom gående. Havde helt glemt, hvor dejlig han var. Han foreslog, at vi hentede Thai og spiste det hjemme i hans lejlighed. Der var flyttekasser alle vegne, tænkte på, hvad der skulle ske efter den måned i Stockholm, men ville ikke spørge, måske for at skåne mig selv. Lå i ske på sofaen. Som jeg altid elskede med A. Følte mig så tryg igen og samtidig utryg, fordi jeg vidste, at det var nu, jeg satte mit hjerte på spil. Lige der - i hans arme.

Endte med at blive og sove, vi skulle op kl. fem og kom først i seng ved et-tiden. Det var dejligt at være sammen med ham. Helt tæt og naturligt. Øm i kroppen. Alt for længe siden. Lå længe oven på ham og mærkede hans hjerte banke. Faldt til sidste i søvn med hans hånd på min ryg. Vågnede nogle gange og kærtegnede hans varme krop. Følte varmen bevæge sig fra ham og ind i mig, hvor noget stille begyndte at vågne.

I morges var det hele så akavet. Mest fordi han skulle forlade sin lejlighed. Alle kasserne - før vi faldt i søvn havde han snakket om denne sidste nat i lejligheden. Jeg overvejede at sige, at jeg ikke håbede, det ville få indflydelse på ham og jeg. Ville hellere se det som en start på noget.

Han satte mig af på stationen, kyssede mig farvel og sagde, at han ville ringe.

Nu er min krop i alarmberedskab igen. Jeg kan mærke, at jeg kæmper med varmen, fordi jeg er så bange for, at det ikke bliver til mere. Men samtidig er der ingen tegn på, at det skulle være slut nu.

Han gør mig stille. Og tryg. Plejer at snakke løs, men det er okay bare at ligge der med ham. Kom til at tænke på, at vi var som et veletableret kærestepar, der spiste på sofaen foran tv, lå der i stilhed nogle timer - og så lige knaldede, før vi sov. Tanken fik mig til at smile.

Jeg tror, at det vil tage lang tid for mig at give helt slip og stole på det. Men et eller andet indeni mig tror på det her.