En af min fars hunde blev påkørt i går. Han ringede på min mobil, og jeg kunne høre at der var noget galt. Han fortalte at den yngste af hans hunde var smuttet forbi hjemmeplejen, og ud på den befærdede vej han bor ved.. Jeg tænkte bare ” åh nej ” da vi tidl. har mistet 2 hunde der. Kvinden som førte bilen var selvfølgelig uden skyld. Lille Vaks var blevet skadet på bagpartiet, og kunne ikke gå. Jeg sagde til min far, at jeg ville ringe til Claus, så han kunne køre ham til dyrlægen med det samme. Jeg havde desværre lige fået kunder.

Dyrlægen kunne ikke umiddelbart stille en diagnose, og ville have taget et røntgenbillede. Han sendte min far og Claus af sted med besked om, at han ville ringe til os når røntgenbillederne var klar og han kunne fortælle nærmere om hundens tilstand. Som sagt så gjort. Der var ingen brud på ben, hofter, eller ryg, men en stærk formodning om diskusprolaps og andre indvendige skader i ryggen, da hunden var alvorlig lammet.

Dyrlægen og jeg talte lidt frem og tilbage om muligheden for at den kunne få et hundeværdig liv. Han gav den ikke mange chancer, men synes alligevel at den skulle ses an et par dage før det blev taget en beslutning. Jeg ringede til min far og fortalte i store træk hvad dyrlægen havde sagt. Gav ham nummeret, så han selv kunne ringe og tale med dyrlægen.

Hånden på hjertet så har jeg hele tiden haft den holdning, at han aldrig skulle have haft nr. 2 hund. Ikke fordi at han ikke kan rumme 2 hunde. Han elsker og forguder dem overalt, men kan ikke nænne at skælde dem ud, eller sætte dem på plads. Hvilket bla har betydet, at den yngste stadig efter 3 år ikke er renlig indenfor.

Der er ingen tvivl om at hans hunde har været med til at give ham livskvalitet, og at det bla. er deres skyld at han har det rimelig i dag. De ” tvang ” ham til at give sig mad hver dag, og komme ud og gå. Samtidig har de fyldt hulrummet ud når ensomheden har meldt sig.

Uanset min holdning til han fik hund nr, 2 så er jeg ked af det på min fars vegne.