Jeg kan slet ikke få det til at fungere. Tårerne triller ned af mine kinder...uafbrudt...bare græde græde græde...
Jeg ved ikke, hvorfor jeg har ladet det komme så vidt. Hvorfor har jeg ladet ham køre mig så langt ud? Jo, jeg ved det godt. Jeg er desperat. Desperat efter kærlighed, desperat efter at nogen skal elske mig, elske mig som kvinde og ikke som ven eller familie..
Min største frygt lukker mine øjne for realiteterne.. Frygten for at blive ensom... Og her sidder jeg, er så ensom som nogen...kan ikke ringe til nogen, fordi jeg synes, at det er så pinligt at være blevet taget ved næsen i den grad.. Jeg ved ikke en gang, om det er min fantasi, der spiller ind nu, men jeg græder græder græder...
Jeg har aflyst en aften med mine venner.. kan ikke magte noget som helst... Jeg vil ikke indrømme, at jeg lod mig narre...Jeg vil ikke indrømme, at jeg er desperat...
Jeg er en intelligent kvinde, hvordan kunne jeg lade mig narre så groft...
Jeg kan ikke holde det ud, og jeg bare græder græder græder, og er så fortvivlet...
Fanden stå i det hele...