jeg må nok indrømme, at jeg er beyndt at skrive en del, men det er ikke kun bare i min dagbog. Jeg er begyndt at skrive til min terapeut. Det er lidt nemmere at udtrykke mig sådan, end at snakke med hende. Jeg tror ikke på, at jeg komme til at undgå at snakke om det, som jeg skriver. Men så har jeg i det mindste prikket hul på bylden.
Jeg er godt irriteret over, at hun ikke er der. Hun skulle til noget kursus i hele denne her uge. Det er nok det værste tidspunkt, fordi jeg venter på en biopsi svar. Det er den jeg hader mest, og jeg kan godt skælde mig selv lidt ud, men det har jeg også fået at vide, at jeg ikke må gøre det. Det er lidt svært, når det er det, som jeg er vant til.
Det at snakke med de andre, er jeg ikke meget for. Jeg kender dem ike, og hende jeg har, var den første jeg snakkede med. Det siger et eller andet til mig, at hun er ok. Min gamle behandler har også haft hende, og Niels har også haft hende.
Jeg håber og beder til, at jeg er meget stærkere end Niels. Jeg har ikke lige lyst til at ende lige som ham. Det er over 6 år siden nu, og jeg kan stadigvæk huske det, som det var i går han døde.
Jeg tænker meget på ham, og jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der for ham. Jeg skulle måske bare have sagt ja, til alt det han spurgte om, den samme aften han tog de piller....
Ind imellem savner jeg ham, selvom han gjorde det, som ja....