I dag er det ´"vinterens sidste dag" i hvert fald sådan officielt i følge kalenderen, men det er lige som vejret ikke rigtig ved det.

Jeg længes helt sikkert i mod forår med lys , sol og en smule varme, og jeg sad lige og læste lidt - blandt andet "den Blå Anemone" af Kaj Munk. - Det er rigtig forår.

Jeg har altid holdt meget af netop dette digt, og det vil sikkert altid stå for mig som noget af det smukkeste der er skrevet.

Men hver gang jeg læser det (og mange andre digte af vore gamle digtere) strejfer tanken mig altid, - er jeg en håbløs gammel romantiker ? - Nogle gange kan det godt føles sådan, o.k. jeg kan da også godt lide mange af de nye digtere og deres værker, som kan være meget spændende og fornyende, men jeg facineres altid af "de gamle".

I mine egne digte, er jeg nok også tit lidt forfalden til netop denne måde at skrive på, og spekulerer somme tider på om der mon er folk der kan blive fanget af mine digte, som jeg bliver det af f. eks. Kaj Munk's eller om jeg bare er født 100 år for sent.

Det bliver spændende at se, og jeg vil lade det komme an på en prøve, så jeg vil selvfølgelig fortsætte med at skrive som hidtil, og så se hvad der sker.

Hilsen - "En Halvgammel Romantiker"