Jeg har tabt mig, men det er som om jeg aldrig er helt tilfreds. 82,2 kg er ramt, men jeg synes det er frygteligt at der ikke står 80....78...75...65...60...55...hmmm?! Jeg har siddet med en BMI-regner og regnet på "hvor lidt" jeg kan veje uden at være undervægtig. Jeg er bange for at tage til vejning, for tænk hvis nu tallet ikke er godt nok? Tænk hvis jeg har taget på? Eller bare ikke tabt mig nok? Når konsulenten står og ser på mig og spørger: nåååeh - der er nok een der ikke har overholdt madplanen - HVA?... Jamen jeg kunne krybe i et musehul og blive meget meget lille, og aldrig komme frem igen.

Mit humør er dårligt på grund af det. Jeg kan ikke meget andet end at tænke på mad - og på hvordan man nu kan få gjort det lækkert og sundt og...så skal jeg da lige en tur på vægten - for igen at blive mindet om at "Rom ikke blev bygget på een dag"...det er spiralen uden ende. Jeg vil bare så gerne. Være slank - måske tynd...for det her flabrende maveskind og denne brede bagperron, gør mig virkelig ked af det....specielt når jeg ved at det ikke er som jeg ser ud, der tænder...

Smuk....ideal - smuk... hvem vil ikke gerne være det - bare for en stund?

- Maya