MAC, jeg sidder og skal ha' skrevet brev til ham kommunemanden, - og tankerne flagrer...
Forleden skrev jeg nogle ord - til dels udledt af gamle talemåder, men mere af, hvad FOLK siger jeg skal, fordi det vil være godt for mig...

Tiden læger alle sår…
Tiden læger ikke min sorg, - håber den gør sorgen nemmere at bære rundt med en dag…

Behandling, - eneste "behandling" jeg har brug for er TID…
Tid, fred og ro…
Tid til at få mit kaos nogenlunde på plads, så meget på plads at sorgen ikke fylder måske 70% af min vågne tid og dermed tapper al energi…

Fred med tanken om, det ER sandt, de kommer ALDRIG mere hjem… De ER døde, begge to… Fred, så jeg ka' lære at tænke - og sige - de ord, uden at vælte…

Ro, til at få samlet billeder, ting og tøj fra Mathias og Andreas - til at TURDE gøre det
Ro til mig selv, ikke blive forstyrret hele tiden
Fred og ro til at samle mig, finde fodfæste og stå godt fast

De gamle talemåder "tale er sølv og tavshed er guld" og "ude af øje ude af sind" ka' jeg ikke bruge til en dyt !!!

For mig, og "alle andre" i dyb sorg er tavshed absolut det værste og tale GULD værd !!
Og vores døde er bestemt ikke ude af sind, fordi vi ikke har dem omkring os mere… Tværtimod, de fylder vores sind, nærmest i døgndrift…

Folk forsvarer nogle gange de tavse med at de ikke tør/vil snakke om sorgen, - at de er bange for at gøre ondt værre…
Jamen, det KAN IKKE BLIVE VÆRRE !!!!! Det gør ikke mere ondt at snakke end det gør i forvejen !
Tværtom, det ku' lette en smule at andre viste de tænkte på vores døde børn, også et år, tre år, ti år efter dødsfaldet………
Vores døde børn følger os til vores egen dødsdag, vil altid være en del af os......

Nå men... det var det brev der...