Følgende skrev jeg i aftes ved midnatstid i en mail til en veninde, jeg har her fra Pennen, men var vist for træt til at få det lagt ud i en dagbog også… men det gør jeg så nu et døgns tid efter… sammen med mange af de tanker, der fylder meget i mig i disse dage
--------------
Klokken er mange, jeg burde gå i seng - skal op kl. 5 og med bussen 5,45, men jeg har sådan en lyst til at fortælle dig om min aftens oplevelse... Et lille skridt fremad i forhold til mine børn tror jeg.
Det handler om nr. 2 af mine 5 piger - Irene på 23 år- hun havde kolik som lille, og temperamentet er ligesom fulgt med, kan man sige... Hun bor i København til daglig, og sidst i februar besøgte hun og hendes kæreste mig en weekend. Jeg var bare så glad for besøget, og var naiv nok til at tro, at alt var godt. Peter var hjemme i Ålborg den weekend, fordi han skulle til et arrangement, som dog blev aflyst. Derfor ankom han hertil ganske uanmeldt lørdag eftermiddag. Jeg blev glad og Irene blev hys - fuldstændig. På 5 minutter havde hun pakket sine ting og var på vej ud af døren sammen med kæresten. Peter og jeg skrev en mail til hende og undskyldte lidt, at han ikke på forhånd havde givet besked om, at han kom, så hun kunne have taget stilling før tid - som svar fik jeg besked på at holde mig ude af hendes liv. Det var en barsk besked af få af sin datter, kan jeg love dig for.... Jeg græd vel de tårer, der skulle til og gemte så historien langt, langt væk - magtede ikke tænke den igennem mere...

Her i aften blev jeg så samlet op i bil af min ex-mand og vores teenage-datter Lene på 15 år - stor var min overraskelse over at finde Irene i bilen også. Hun havde valgt at besøge de to uden at jeg vidste noget om det. Jeg sagde hej til hende og satte mig ind i bilen med en klump i halsen... kunne ikke holde det tilbage så tårerne løb lidt uden at jeg dog sagde noget, var bare så fyldt af tanker og følelser... Pludselig mærkede jeg Irenes hånd på min skulder, og så kunne jeg jo slet ikke lade være med at græde... Da jeg stod af bilen, spurgte jeg pigerne om de havde lyst til aftenskaffen hos mig, og det sagde de heldigvis jatak til, så vi havde en hyggelig times tid før min ex hentede dem igen. Ingen dybe ord blev udvekslet, men vi fandt på en måde den "melodi" vi havde haft sammen før i tiden, når vi sådan sad og hyggede lidt. Det føltes rart, også med et stort knus til afsked igen...
Det gi'r mig et lille håb om at det engang vil lykkes at få normaliseret tilstanden igen.. men sikker er jeg bestemt ikke. Irene har sagt nejtak til påskefrokosten sammen med Peter og hendes søskende, så..... jeg ved ikke hvad der vil ske.
Aftenen var dejlig - hold da op hvor skal der kun lidt til for at glæde mig, bare den hånd på min skulder føltes bestemt som noget meget, meget godt. Hun er stadig min pige et sted - de bånd der holder mor og datter sammen, kan vist ikke bare sådan brydes helt.
-----------------

Ja, det var mine umiddelbare ord i aftes efter at mine piger var taget af sted igen her fra mig. Det var en af de få gode oplevelser med mine store piger… de er der heldigvis også ind imellem. Bl.a. har min ene tvillingepige været hos mig i weekenden, det hører også de positive historier til….
Desværre er der også de negative, de svære, de sårende oplevelser og ord fra dem. Jeg ved godt, er slet ikke i tvivl om, at den omvæltning, jeg har lavet i mit liv, har haft en stor, stor indvirkning på dem alle – ikke så meget på deres hverdag. De fire ældste er jo for længst flyttet hjemmefra og har deres eget liv, de har alle kærester og er i fuld gang med deres uddannelser, spredt over hele landet. Jeg og mit tidligere hjem har jo helt naturligt været samlingspunktet for hele familien, hvor pigerne har kunnet komme hjem på ferier, weekends m.m. som de har haft lyst til. Jeg har bestemt ønsket og givet klart udtryk over for dem om, at sådan vil jeg meget gerne ha’ at det skal fortsætte med at være her, hvor jeg bor nu, også selv om jeg har Peter som kæreste og dermed andre aspekter i mit liv også…
Mine piger fortæller mig, at de føler sig svigtet af mig, at det ikke kun er min ex, jeg har forladt, men også dem, selv om han ikke er deres far. De be’r mig om at sige til Peter, han ikke må komme her, hvis de skal besøge mig – siger til mig, at de føler sig tilsidesat, når jeg ikke vil give dem førsteret til at komme her.
Jeg har det virkelig svært med det – vælger som oftest ikke at tænke for dybt over det, fordi jeg så ved, jeg vælter følelsesmæssigt, men jeg hverken kan eller vil lukke min dør for de mennesker, jeg elsker – i mit liv har de alle sammen første prioritet, de er alle vigtige for mig.
Både Peter og mine piger har min dybeste kærlighed, og jeg ønsker, at mit hjem skal være et sted med åbne døre for dem alle.

I min forrige dagbog skrev jeg, at jeg ønsker at være ønsket. Ja, sådan er det, men jeg ønsker også at være accepteret og respekteret som det menneske jeg nu er.
Jeg ønsker ikke at mine børn skal aflægge pligtbesøg hos mig fordi de ikke synes de kan være andet bekendt – jeg ønsker de skal komme fordi de har lyst til at besøge mig.
Jeg er her for dem til hver en tid – når de ønsker mig, som jeg nu engang er – sådan er jeg nødt til at udtrykke det, for at kunne leve med det, jeg vil ikke gå på kompromis eller fravælge for at gøre dem tilfredse og mig selv utilfreds.

Er jeg bare egoist, når jeg vælger kærligheden i mit liv, og siger at jeg vil ha’ plads til alle, der betyder noget for mig..??
Heldigvis er der ikke begrænsning på mængden af kærlighed, bestemt heller ikke i den jeg føler for mine børn, uanset hvad de siger til mig. Jeg kan blive såret og ked af det ind imellem, men min kærlighed til dem består uanset....

Wildrose