er trist i dag. startede vist allerede i for¨års, blev værre i går, men i dag er jeg helt umulig.

slap vist fri af nytårsscoring, men måtte jo også nærmest være grov.
tog ud at shoppe med andreas. prøvede sindssyt lækker frakke, men jeg har jo slet ingen penge,så jeg måtte nyde synet af, hvor meget mere cool jeg så ud med den - i 3 minutter. øv.

hjemme hos mig var andreas hverken til at hugge eller stikke i. han ved jo godt, at jeg vil prøve at drikke ham beruset og svag over for mig. så han ville ikke have rødvin (havde ellers besluttet at disse kur for evt. sex), eller øl, eller drink eller noget. jeg blev desperat og tiggede ham om at ae min ryg, mit hår, et eller andet!!!! hvor ynkelig har man lov at være. hans kommentar: jeg vil ikke være et gramseplaster. forstår han ikke at gramseplaster er, når man prøver at gramse med andre for trøst? at det her jo er den ægte vare, lige det jeg vil have. fik allernådigst lov til at ligge så tæt på ham, at jeg liiiige akkurat rørte ved ham. lå og prøvede på at indlejre hans duft i mine næsebor for evigt.
da han gik, nægtede jeg at give slip på ham, indtil han blev sur. hvorfor kan han ikke give mig bare et tantekys? et eller andet. for helvede, hvor jeg hader, når jeg er SÅ ynkelig. hvorfor kan jeg ikke bare være normal. men jeg vil gøre alt for meget lidt. vil for helvede bare gerne røre ved ham.

sendte undskyld-sms'er, da han var kørt. han tilgav mig. -igen.

lå og små-tudede på min sofa og ville dø for kage. skrev til T og dissede vores veninde A, fordi hun ikke har svaret på mine beskeder siden nytår og ikke selv har kontaktet mig. følte mig bare såret og overset. hun skal forestille at være min bedste veninde. men selvfølgelig indså jeg efter et par beskeder, at det er mig der er egoistisk. mit evige mig mig mig.

men sødt af T. han er flink, købte i morges billet til mig til støttekoncerten, hvor mit yndlingsband spiller. jeg vil naturligvis betale tilbage. han skal ikke give mig gaver. særlig ikke, fordi jeg ikke har været så sød over for ham.

folk forstår aldrig, når jeg siger at jeg føler mig så ensom. fordi jeg har mange venner. en stor omgangskreds. forskellige venner. men det er ligesom ikke dét der er pointen. jeg føler aldrig at nogen forstår mig, eller at nogen er ligesom mig. mine venner er så forskellige for mig som de kan blive. det er også godt´, jeg elsker deres forskellighed. men jeg ville gerne have en enkelt ven, som tænkte ligesom mig.

jeg troede at når vi nåede til 2005, så ville jeg se det som en afslutning. ting ville blive bedre, for jeg ville tage mig selv i nakken og tænke positivt og tro på at kærligheden kan findes et andet sted end hos andreas. men jeg kan ikke. jeg har givet totalt op. jeg VED at jeg aldrig får andreas tilbage. jeg kan godt forstå at han ikke elsker mig, for jeg ikke særlig interessant og har ingen mål længere. der er intet der trækker i mig. jeg vil helst bare ligge hjemme på min seng. sidste år gjorde jeg en masse for at imponere andreas. jeg troede at han måske ville synes at jeg var sej, når jeg var i praktik (gik selvfølgelig ikke i praktik pga. ham, men jeg troede at jeg ville kunne elske det, og min entusiasme ville imponere ham), jeg tog på ferie alene, jeg overskred en for mig vild grænse, og lærte svømme på trods af livslang vandskræk. men jeg kan ikke finde på mere at gøre. jeg vil bare gerne ligge og sove uden at gøre noget særligt.

jeg er så trist i dag. og nu skal jeg ned og trøste en veninde.