Agrh... Jeg har lige siddet og skrevet en mail til Sammi fra Amerika, main-point var bare lidt om min tur til Paris.

Jeg har altid fortalt hende rigtig meget og ærligt om, hvad der skete for mig og mine følelser, mens jeg var i USA.
Alting gik bare galt da jeg var derovre, og jeg er taget hjem til Danmark igen, og jeg er pissed off, fordi jeg endte med at opgive en stor drøm...

Jeg indrømmer alt overfor Sammi, så i min mail kom jeg med en lille kommentar som: 'der er bare noget galt med en ting eller person (med tryk på person som i Bonny, men det kunne jeg dog ikke skrive!) i jeres ef område i år, tror jeg, og jeg har hørt fra mange andre udvekslingsstudenter, at de også er på vej til at gøre oprør.'
Det var en meget modig udtalelse at komme med - især til en amerikaner, men den fyldte ikke så meget i min mail (og jeg glemte den, dum som jeg er!), så da jeg endelig var færdig tænkte jeg: 'hey - denne mail er ret neutral, den kan jeg sende til flere', og det gjorde jeg så.. men ups! en lille forkert kommentar, og det hele bliver misforstået og opblæst, det ved jeg jo, fra da jeg boede derovre.

Jeg kan prise mig lykkelig for, at jeg ikke svinede nogle bestemte personer til, det tør jeg bare ikke, for jeg ved ikke helt, hvem Sammi siger noget til, og hvem det så bliver sagt videre til. Jeg er stadig meget rædselslagen fra alt det, der skete derovre. Jeg blev jo forfulgt, og hver gang jeg havde en person, jeg troede, at jeg kunne udtale mig til og få trøst hos, så blev det vendt i mod mig.

Hvor er det bare fucked, at jeg er så bange for de mennesker derovre. Det er fuldkommen vanvittigt, men jeg er halvt om halvt blevet paranoid!

Jeg har allerede fået svar på tiltale fra Stephanie (amerikaner fra min high school). Hun sagde bare, at det var udvekslingsstudenterne, der var utaknemmelige og krævede for meget i år, og ja.. Jeg kan bestemt ikke give hende ret, men jeg kan heller ikke bebrejde hende for at tænke sådan. Hun ser situationen fra en HELT anden vinkel end jeg gør. Sørgeligt men sandt, så ved hverken hende eller jeg, hvad der er foregået - og for resten af udvekslingsstudenter derovre, hvad der stadigvæk foregår.

Hun fortalte mig til gengæld noget meget interessant, nemlig at Anders, den svenske udvekslingsstudent, tog hjem i sidste uge. Han tog hjem! Jeg ved ikke om jeg skal juble eller græde!
Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste idiot, og at Bostons øjne (hovedkvarteret) derfor for tredje gang i år allerede har deres øjne rettet mod St. Mary's county. (Der er tre elever der er taget hjem, mig, anders og en eller anden svensk pige, jeg aldrig nåede at komme til at kende).

Jeg håber, at de i Boston undersøger Bonny lidt nærmere og også Pat for den sags skyld.
Bonny havde en meget stor finger med i spillet, da jeg blev udsat. Bagefter smed hun sin tyske udvekslingsstudent, Jessica (min bedste veninde derovre) ud af huset, få dage efter jeg var taget hjem, og nu er Anders, hendes svenske student, altså også taget hjem (eller er blevet smidt hjem).
Jeg vil helst ikke svine Pat til, for hun åbnede jo godt nok sit hjem for mig, da jeg blev smidt ud af Tricia's hus, men det var hendes pligt!

Jeg er så ked af, at Jessica bliver ved med at kæmpe derovre, for jeg tror ikke, at den kamp hun kæmper kan vindes. Bonnys magt derovre er giga!

Anyways. Jeg fik også sendt mailen til Rachel, den eneste rigtig skøre og sjove amerikaner jeg mødte derovre. Hun er værtsfamiliesøster til en tysk pige, Lisa, der også har problemer med det hele. Det var jo så en rigtig dum udtaelse at skrive til hende! Ups og fuck!
Jeg havde det rigtig godt med dem begge to, og jeg har lyttet når de har brokket sig over hinandens livstil.
Rachel synes, at det er svært at gøre Lisa tilfreds, men Lisa havde det ligesom mig og Jessica, hun ville bare aldrig blive tilfreds med lige hjem fra skole og udgansforbud altid, og ingen venner uden voksnes opsyn HELE TIDEN!!

Det er et af problemerne derovre, familierne tager udvekslingsstudenter ind i deres hus, fordi de skal underholde deres teenager.
Jeg tror, at jeg automatisk ville have opfyldt det ønske, hvis jeg var kommet i Rachels hus, men jeg endte jo hos Brittany, der nægtede at slukke sin computer, og altid var optaget af ligegyldig chat!
Jeg er ikke en underholdende klovn, og jeg blev skuffet da hun afviste mig pga. sin computer!

Lisa var ikke tilfreds med at underholde Rachel i hendes hus i midten af ingenting altid, så Rachel blev skuffet - og så blev deres forhold jo fucked!

Jeg forstår både Rachel og Lisa, og det er en rigtig hård situation at være mellemled, men jeg har aldrig sladret i mellem dem, og fortalt den ene hvad den anden sagde.
Nu er jeg bange for, at min lille kommentar vil såre Rachel, og komme videre på en misforstået måde, så alle bare vil hade mig endnu mere derovre.

Hvorfor tager jeg mig af det? Fordi jeg bekymre mig så meget for Jessica, der stadigvæk kæmper derovre, og jeg tror, at amerikanerne i deres hovedeer kæder os så meget sammen, at de fuldkommen synes, at mine udtaelser er hendes, så nu bliver der garanteret ballade for hende..

Jeg holder egentligt kun kontakten med amerikanerne, for at være høflig. Jeg synes ikke, at de var ordentligt friske og spændende - hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, hvilket er meget nemmere nu, hvor jeg er meget mere på afstand af det hele!

Det var så meget nemmere at blive venner med Jessica, for hun mindede mere om mig, fordi vi begge to havde ild i røven og en rapkæftet mund. Vi er selvstændige og vi kræver at folk behandler os derefter.
Det var aldrig min intention, at blive venner med en tysker i USA, det var jo ikke derfor jeg tog derover, men vi klikkede bare.
Det er sjovt at tænke på, at jeg 'kun' blev venner med hende, fordi Bonny (jeg dengang var rigtig gode venner med) puffede til mig og sagde: 'min nye tyske udvekslingsstudent føler sig lidt udenfor, fordi hun er ny, kan du ikke få hende ind i varmen?', og dengang hvor jeg stadigvæk havde karisma og selvtillid på størrelse med Grønland, fik jeg hende ind i varmen.
Jeg er så glad for, at jeg lærte hende at kende! Jeg kunne ikke have klaret krisen uden hende!


Jeg har tænkt mig, at opsnuse Anders E-mail adresse og spørge ham hvorfor han tog hjem.. Jeg kan vel næppe miste noget ved det, eller hvad?
Jeg lever vel livet farligt, jeg får i hvert fald hjertebanken, hver gang jeg tænker på at blande mig i noget derovre fra, men det bliver jeg vel også en slags høj af, så får jeg den smule sjov - og jeg bliver nød til at finde en måde, at retfærdiggøre mit og Jessicas synspunkt på det hele... ellers dør jeg af skam og ydmygelse..